Forbrydelser kortlagt på ny måde
For første gang har Center for Cybersikkerhed kortlagt, hvordan kriminelle udveksler hackerangreb og andre tjenester. Udviklingen øger cybertruslen, advarer forsvarsminister Trine Bramsen.
Citathistorie: Jyllands-Posten.
Velorganiserede kriminelle grupper på nettet samarbejder i stigende grad om at købe og sælge hackerværktøj, pengeafpresning, stjålne personoplysninger og andre skræddersyede cyberangreb mod borgere og virksomheder.
Sådan lyder advarslen i en ny trusselsvurdering fra Center for Cybersikkerhed (CFCS), der for første gang kortlægger og beskriver, hvordan stadigt mere professionelle cyberkriminelle indbyrdes udveksler og handler kriminelle tjenester ligesom på et helt traditionelt marked med køb og salg af varer.
Det skriver Jyllands-Posten.
Den hastige udvikling af det såkaldte -Crime-as-a-Service er med til at skærpe den meget høje cybertrussel mod Danmark og betyder, at kriminelle uden særlige it-kundskaber i dag kan købe sig til ondsindet software eller målrettede cyberangreb, som de ikke selv har evnerne til at udføre.
Samarbejde
Ifølge forsvarsminister Trine Bramsen afdækker trusselsvurderingen, at kriminelle netværk samarbejder på kryds og tværs om ydelser og angreb, der kan forvolde alvorlig skade hos danske virksomheder, myndigheder eller borgere.
-Trusselsvurderingen viser, hvor stor kompleksiteten og udbredelsen af dette nye og voksende kriminelle marked er. De kriminelle kan f.eks. på nettet købe sig til afpresning af et firma. De behøver ikke at have it-kompetencer selv, siger hun til Jyllands-Posten.
Ifølge sikkerhedsekspert Peter Kruse fra CSIS Security Group, der lever af at bekæmpe it-kriminalitet, har de cyberkriminelle aldrig været mere velorganiserede og strukturerede end nu, og problemet vokser, i takt med at bagmændene bliver rigere på at sælge tjenester og udføre egne angreb.
-De kriminelle er blevet stadigt dygtigere til at udvikle produkter og sætte det i system og gøre cyberkriminalitet til en reel virksomhed. De har både en udviklingsafdeling, researchafdeling, en ledelse og en support- og salgsafdeling, siger Peter Kruse til Jyllands-Posten.
Forsvarsministeriet er i gang med en milliardoprustning mod cyberangreb. I det seksårige forsvarsforlig, der blev indgået i januar 2018, blev Center for Cybersikkerhed under Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) styrket med 900 mio. kr. Hertil kommer en reservepulje på 500 mio. kr., som forsvaret ifølge Trine Bramsen kan bruge i de kommende år:
-Vi står stærkt i Danmark, men cybertruslerne bliver øget og udvikler sig hastigt. Derfor er vi nødt til hele tiden at løfte niveauet. Vi kommer bl.a. til at ansætte mange flere med de rette kompetencer i de kommende år.