Forbruget rasler ned i Danmark

Dansk kulforbrug erstattes i høj grad med vedvarende energi. Siden 2010 er det faldet med næsten 90 procent

Offentliggjort Sidst opdateret

Dansk Kulforbrug Faldet Markant i 2024

Kulforbruget i Danmark er faldet med 31 procent i 2024 sammenlignet med året før, ifølge Energistyrelsens foreløbige energistatistik. Dette fald er en del af en længerevarende tendens, hvor kulforbruget siden 2010 er reduceret med næsten 90 procent.

Den markante reduktion i kulforbrug er blevet opvejet af en stigning i vedvarende energi, primært fra biomasse og vindkraft. Energistyrelsen bemærker, at udfasningen af kul er central for Danmarks grønne omstilling og opfyldelsen af landets klimamål.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Kulforbruget i Danmark er faldet med godt 31 procent i 2024 sammenlignet med året før.

Det viser Energistyrelsens foreløbige energistatistik, skriver styrelsen i en pressemeddelelse.

Energistatistikken giver et samlet overblik over Danmarks energiproduktion og energiforbrug.

Energistyrelsens statistik viser også, hvordan vedvarende energi - primært fra biomasse og vindkraft - "mere end opvejede faldet i kulforbruget".

Næsten 90 procent 

Det følger tendensens, hvor det danske kulforbrug siden 2010 er faldet med næsten 90 procent.

De nye tal viser ifølge vicedirektør i Energistyrelsen Stine Leth Rasmussen, at kul hastigt er på vej til at høre fortiden til i dansk elproduktion.

- Udfasningen af kul er en helt central brik i den grønne omstilling og afgørende for at opfylde Danmarks ambitiøse klimamål. Derfor er det glædeligt, at vi kan konstatere, at kulforbruget er faldet markant sidste år, siger hun i pressemeddelelsen.

Ifølge Energistyrelsen blev anvendelsen af kul indstillet på både Fynsværket og Esbjergværket, som ses på billedet, sidste år. Samlet er Danmarks kulforbrug faldet med 31 procent sammenlignet med 2023. (Arkivfoto).

Er blevet indstillet 

Energistyrelsen skriver også, at anvendelsen af kul blev indstillet på både Fynsværket og Esbjergværket i løbet af sidste år.

Det betyder, at kul i el- og fjernvarmeproduktionen nu kun er hovedbrændsel på Nordjyllandsværket, skriver styrelsen.

Som konsekvens af faldet i kulforbruget faldt Danmarks faktiske CO2-udledning fra energiforbrug 4,4 procent i 2024, lyder det.

Mens vi i Danmark ser et fald i det samlede kulforbrug, går det ikke samme vej på globalt plan.

Rekord niveau 

I december lød det i en rapport fra FN's Internationale Energi agentur (IEA), at man forventede, at verdens samlede forbrug af kul for tredje år i træk ville nå rekord niveau.

Kulforbruget ventes ifølge agenturets rapport at nå det højeste niveau i 2027 for derefter formentlig at falde igen.

Forbrænding af kul er en af de mest forurenende måder at lave elektricitet på.

Forskere har i årtier advaret om kulafbrændingens effekter - herunder luftforurening og klimaforandringer.

Forbrænding udleder drivhusgasser, som gør det sværere for Jorden at afgive sin varme. Det får temperaturen til at stige, hvilket kan få store konsekvenser for blandt andet havstrømme og vejrsystemer.

Powered by Labrador CMS