Forårsvejret lader vente på sig
Æggejagten er er en våd omgang for de mange danskere, der holder påskeferie i disse dage. Mange har da formentlig også indledt påsken i gummistøvler og halstørklæde, fordi det både er vådt og køligt.
Og det lune forårsvejr ser ud til at lade vente på sig, vurderer energimeteorolog Tim Petersson fra Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).
»Jeg kan ikke rigtig få øje på det helt fantastiske forår, som vi måske går og venter på,« siger meteorologen.
Alligevel kan vi se frem til et »hæderligt« aprilvejr, påpeger han, fordi det efter påske vil blive mere tørt og lunt.
»Det ser ud, som om vi efterhånden kan få et ret hæderligt aprilvejr. Der sker gradvist en stabilisering i løbet af påsken, og i ugen efter påske ser der ud til at komme en hel del sol,« siger Tim Petersson.
Vent med at plante i haven
Haveejere, som har planer om at plante i påsken, skal dog måske overveje en ekstra gang. Der vil nemlig fortsat være en del nattefrost i begyndelsen af april.
»Det vil nok være forholdsvist køligt med udbredt nattefrost de fleste steder. Men med solens hjælp kan vi alligevel få ret pæne dagtemperaturer omkring ti grader,« siger Tim Petersson.
Han peger på, at vi måske kan få lidt lunere dage i midten af april med temperaturer op til 15 grader.
»Men der er dog ikke udsigt til rigtig forårsvarme,« lyder det fra energimeteorologen.
I slutningen af april er prognosen mere usikker, men ifølge DMI ser det ud til at blive mere vådt og ustadigt.