Forældreintras afløser lanceres meget snart

Hos to af de parter, der mener noget om det nye system, er man enige om lidt og uenige om en del mere.

Går alt efter planen bliver Forældreintras afløser snart lanceret. Men det betyder ikke, at man forventer en gnidningsfri lancering. Foto. Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Forældre og folkeskolelærere står mandag morgen op til en ny virkelighed. Her bliver den nye digitale kontaktbog Aula officielt taget i brug på landsplan, og det kommer formentlig ikke til at ske uden udfordringer.

Ambitionen er, at Aula skal bruges af mere end 2,3 millioner mennesker hver dag, og Aula skal fungere som et ensartet system på tværs af vuggestuer, børnehaver og folkeskoler i 98 kommuner. Men er de danske folkeskoler klar til Aula?

Artiklen fortsætter under videoen

Spørger man Danmarks Lærerforening tyder meget på, at svaret er nej. Foreningen opfordrede således tidligere i oktober Kommunernes Landsforening til at udskyde lanceringen af Aula til starten af næste skoleår, hvilket i sig selv ikke ville være revolutionerende nyt. Aula har nemlig været udskudt flere gange før allerede.

Ifølge Ritzau var det oprindeligt planen, at Aula skulle lanceres ved starten af det nuværende skoleår, men den beslutning blev ændret, og i skrivende stund er lanceringen af Aula blevet udskudt tre gange. Intet tyder dog på, at der kommer en fjerde gang. Det så man ellers meget gerne hos Danmarks Lærerforening, hvilket Folkeskolen.dk har berettet mere om.

– Lige nu oplever vi blandt medlemmerne stor frygt for, at implementeringen af det nye planlægnings- og kommunikationssystem Aula midt i et skoleår vil presse arbejdsmiljøet yderligere. Og jeg bliver nødt til at sige det: De tilbagemeldinger, vi får fra lærere og skoler, der er gået i gang, er absolut ikke beroligende, sagde Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening, da formanden aflagde beretning på Lærerforeningens kongres i København 1. oktober.

Et nyt system

Aula har været på vej i en hel del år afterhånden. Den digitale kontaktbog var en del af en aftale, der i 2014 blev indgået mellem den daværende regering og landets kommuner om, at folkeskolerne skulle have et digitalt løft.

Kommunernes IT-fællesskab, Kombit, har stået for at indkøbe Aula, og det er også Kombit, der igen og igen af Danmarks Lærerforening er blevet opfordret til at udskyde lanceringen af Aula.

Da Anders Bondo Christensen talte ved Lærerforeningens kongres 1. oktober sagde han blandt andet, at han frygtede, at implementeringen af Aula ville fungere dårligt i uge 43, altså ugen efter efterårsferien.

– Dårlig implementering vil presse arbejdsmiljøet og samtidig give Aula en rigtig dårlig start. Det kan ingen være tjent med, sagde formanden.

Aula kommer

Den opfordring, og den frygt, har dog ikke rykket noget i Kombit, skriver Folkeskolen.dk. Markedsdirektør, Poul Ditlev Christiansen, fortæller Folkeskolen.dk, at man kan forvente udfordringer, når den digitale kontaktbog skifter navn, og system, men han tror ikke på, at det bliver mindre udfordrende at implementere Aula i 2020 end i 2019.

– Aula har været i drift siden årsskiftet. Skolerne har kunnet gå på Aula siden et godt stykke tid før sommerferien. Der har ligget et omfattende materiale i forhold til at tage hul på implementeringsarbejdet i god tid. Der er projektledere i alle 98 kommuner, der længe har varmet op til at tage Aula i brug, siger han til Folkeskolen.dk.

Det betyder altså, at alt tyder på, at Aula efter planen bliver indført helt officielt mandag, 21. oktober, og så må man tage udfordringerne, som de kommer og løse problemerne, som man kan.

Powered by Labrador CMS