Forældreintras afløser lanceres i dag
Hos to af de parter, der mener noget om det nye system, er man enige om lidt og uenige om en del mere.
Som Newsbreak.dk har fortalt tidligere, er det i dag, at Aula officielt bliver indført på landets folkeskoler.
Aula er en digital kontaktbog, der efter planen skal fungere i mindst 95 kommuner fra 2020. Det skal ifølge Ritzau bruges af folkeskoler, børnehaver og vuggestuer, og af lærere, pædagoger og forældre.
Artiklen fortsætter under videoen
Aula har været på vej siden 2014, men lanceringen af systemet er blevet udskudt flere gange. Det var først meningen, at det skulle implementeres ved starten af det nuværende skoleår, men sådan blev det altså ikke.
Forening bad om endnu en udskydelse
Det er dog ikke med altomfavnende accept fra Danmarks Lærerforening, at Aula bliver lanceret i dag.
Som Newsbreak.dk har fortalt, har foreningen blandt andet opfordret Kommunernes Landsforening til at udskyde lanceringen af Aula til starten af næste skoleår.
Aula kommer
Den opfordring mødte dog ikke opbakning der, det batter, hos Kommunernes IT-fællesskab, Kombit, der har stået for at indkøbe Aula.
– Aula har været i drift siden årsskiftet. Skolerne har kunnet gå på Aula siden et godt stykke tid før sommerferien. Der har ligget et omfattende materiale i forhold til at tage hul på implementeringsarbejdet i god tid. Der er projektledere i alle 98 kommuner, der længe har varmet op til at tage Aula i brug, sagde Markedsdirektør i Kombit, Poul Ditlev Christiansen, til Folkeskolen.dk, tidligere i oktober.
I samme interview sagde Poul Ditlev Christiansen i øvrigt også, at det ville være forventeligt, at der kommer til at opstå udfordringer, når Aula bliver indført.
Hvor lærerforeningen så mener, at (endnu) udskydelse ville have en positiv effekt på antallet af udfordringer, er man hos Kombit altså af en anden mening.
Danmarks Lærerforening og Kombit virker derfor til at være enige om mindst én ting; Aula bliver indført i dag, og det kommer ikke til at foregå uden problemer.
Spørgsmålet er nu, hvor omfattende problemerne bliver, og hvornår lærere, pædagoger, forældre og børn er glade for det nye system.
Spørgsmålet er også, om man kunne have ventet med at lancere systemet til starten på næste skoleår.
Det har Newsbreak.dk talt med Formand for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen og med Jakob Volmer, der er projektleder på Aula
Skulle man have ventet?
Anders Bondo Christensen, fortæller Newsbreak.dk, at man hos foreningen håber, at lanceringen af Aula kommer til at forløbe godt.
Han siger også, at de havde håbet, at den officielle lancering af Aula blev rykket til starten af næste skoleår, hvilket ville give landets skoler tid til at implementere systemet, når de forbereder sig på et nyt skoleår.
– Vi havde foretrukket, at man havde ladet det indgå i planlægningen af et nyt skoleår, siger Anders Bondo Christensen til Newsbreak.dk.
Der vil ikke findes et godt tidspunkt
Jakob Volmer er projektleder på Aula, og han fortæller Newsbreak.dk, at Aula bliver officielt lanceret i uge 43, men at landets skoler faktisk har haft adgang til systemet siden uge 42.
Newsbreak.dk har spurgt Jakob Volmer om, hvorfor Aula bliver lanceret midt i et skoleår, når den oprindelige plan var at lancere det i starten af et skoleår.
– Det konkrete svar er, at løsningen er klar nu. Det vil de (landets kommuner /red.) gerne drage nytte af, siger Jakob Volmer til Newsbreak.dk.
Han fortæller også, at man altid kan have en bekymring om, hvorvidt lanceringen af et system som Aula, der skal bruges af rigtig mange mennesker, kommer til at ske uden børnesygdomme og problemer.
– Der kommer aldrig et tidspunkt, hvor det vil være helt uproblematisk at tage det i brug, siger Jakob Volmer.
Om lanceringen af Aula kommer til at forløbe problemfrit vil tiden vise.
– Vi håber virkelig, at det kommer til at gå rigtig godt, siger Anders Bondo Christensen til Newsbreak.dk.