Forældre undgår vaccine: Derfor er den vigtig
København by har i øjeblikket den laveste tilslutning til hpv-vaccinen på landsplan. Den ligger på 59 procent.
Selv om flere og flere lige så stille tilslutter sig vaccinen mod livmoderhalskræft, så undlader mange forældre fortsat at lade deres børn få hpv-vaccinen.
Det skriver Berlingske, som har fået adgang til et notat fra Region Hovedstaden.
(Artiklen fortsætter under videoen)
Af notatet fremgår det, at der i 2018 på landsplan var en tilslutning på 80 procent til den første hpv-vaccination for de piger, som er født i 2005.
67 procent fik den anden og sidste vaccination.
– Det ser ud til, at der stadig er en forskrækkelse blandt nogle forældre, som er usikre på vaccinen og har en forestilling om, at deres børn kan risikere at blive syge af den, siger Flemming Pless (S), som er formand for praksisplanudvalget i Region Hovedstaden, til Berlingske.
I galleriet ovenfor kan du se, hvilke symptomer på livmoderhalskræft du bør være opmærksom på.
– Flere bør få vaccinen
I årene før 2015, hvor et tv-program såede tvivl om vaccinen, lå tilslutningen på cirka 90 procent.
– Det bliver vi nødt til at gøre noget ved. Det er vigtigt, at børnene får denne vaccine, og de tal, der er nu, er ikke gode nok. De skal op på et mere fornuftigt niveau, siger Flemming Pless.
Det er efterhånden ti år siden, at vaccinationsprogrammet for piger blev oprettet.
I årene efter blev flere og flere vaccineret. Men i 2015 stod et stort antal piger frem i et tv-program og berettede om voldsomme bivirkninger, og det fik andelen af vaccinerede til at falde markant.
De senere år er både Sundhedsstyrelsen, Kræftens Bekæmpelse og Statens Serum Institut imidlertid begyndt at se en stigning igen.
Forskel på kommuner
Der er dog stadig forskelle fra kommune til kommune og landsdel til landsdel på, hvor mange som får begge vacciner. Det viser tal fra Statens Serum Institut, som er opgjort i september i år.
Af tallene fremgår det, at det særligt i København og Københavns omegn kniber med vaccinationerne. Her findes den laveste procentdel, som er blevet færdigvaccineret. Det drejer sig om 60 til 70 procent.
Men også i Nordjylland er det ikke flere end 67 procent, der bliver færdigvaccineret, fremgår det af tallene.
Den højeste procentvise tilslutning findes på Fyn, hvor 73 procent af pigerne, som er født i 2005, har fået den sidste vaccine.
Ifølge Berlingske vil Flemming Pless nu drøfte med de praktiserende læger, der primært står for vaccinationerne, hvad der kan gøres for at øge deltagelsen.