Forældre: Legegrupper hjælper på skoletrivslen

Foto: Colourbox.com (Modelfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Den dårlige trivsel blandt elever i folkeskolen, som en undersøgelse fra tænketanken Cevea peger på, kan forældrene selv være med til at forbedre ved nogle små kneb.

Det mener landsformanden i foreningen Skole og Forældre, Mette With Hagensen.

»Legegrupper, hvor forældrene har ansvaret for at invitere børnene hjem på skift, er en god løsning, der ligger lige til. Den sikrer også, at eleverne får venner, de kan glæde sig til at møde ovre i skolen,« siger hun og peger også på, at der nogle steder er gode erfaringer med legetanter og hyggeonkler.

Det er i en ny analyse fra tænketanken Cevea, at tre ud af ti børn i visse kommuner giver udtryk for, at de ikke er glade for at gå i skole. Det er fortrinsvist i Vest- og Sydsjælland, eleverne trives dårligt.

Selv om trivslen helst skulle være god for alle børn, kan det være svært at nå, mener Mette With Hagensen, der blandt andet hæfter sig ved, at eleverne kommer fra forskellige hjem.

»Men vi kan godt gøre noget ved interessen og lysten til at gå i skole i det små ved eksempelvis at lave legegrupper,« siger hun.

Powered by Labrador CMS