Forældre glemmer noget vigtigt i forårssolen

- Vi undervurderer, hvor stærk solen rent faktisk er om foråret, advarer Kræftens Bekæmpelse.

Offentliggjort Sidst opdateret

Solen har indtaget det ganske danske land.

Og selv de spæde forårsstråler kan faktisk være farlige, advarer Peter Dalum, projektchef hos Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens solkampagne.

Sundhedsmyndighederne herhjemme understreger vigtigheden af at beskytte sig mod solen, i hvert fald når uv-indekset er tre eller derover.

Og fredag havde vi faktisk årets første uv-indeks på over tre.

– Vi undervurderer, hvor stærk solen rent faktisk er om foråret, fordi det kan være forholdsvis koldt. Men man skal begynde at tænke på solbeskyttelse allerede nu, især hvis man er ude i længere tid, siger Peter Dalum.

Smør ungerne ind

Det er særligt aktuelt for børn, som er ude en stor del af dagen, pointerer han.

Ungerne skal smøres ind i minimum faktor 15, inden man sender dem af sted i skole eller børnehave, råder han.

– Det handler om at beskytte de steder, som er eksponeret for solen – ansigt, hænder og nakke, siger Peter Dalum.

I en ny Epinion-undersøgelse for Børneulykkesfonden og Derma – der er gået sammen om kampagnen “SolSikker” – svarer hver fjerde forælder, som har børn i institutionsalderen, at de ofte eller af og til ikke smører deres børn ind, selv om det er nødvendigt.

– Det er ikke temperaturen eller mængden af skyer, der afgør, om barnet skal smøres ind eller ej. Så tjek altid uv-indekset, opfordrer Dermas kvalitetschef, Connie Mørch, i en pressemeddelelse.

Undersøgelsen viser også, at 16 procent af forældrene ikke giver børnene solcreme på, fordi de har for travlt.

– Det er en god idé at inkorporere det som en del af morgenrutinerne på samme måde som tandbørstning, råder Henriette Madsen, generalsekretær i Børneulykkesfonden, i pressemeddelelsen.

Voksne skal også passe på

Hos Kræftens Bekæmpelse anbefaler man, at voksne bruger mindst en håndfuld solcreme på mindst faktor 15, når hele kroppen skal smøres ind.

– Det vigtigste er, at man bruger nok – mere end de fleste finder naturligt. Faktisk skal det være så meget, at det er en lille smule besværligt at smøre ud.

Har man ikke selv mulighed for at gensmøre ungerne, så tjek, om pædagogerne eller lærerne gør det.

– Det øger risikoen for at udvikle kræft, jo flere gange man udsættes for sol. Desuden er børns hud endnu ikke færdigudviklet. De tåler simpelthen solen dårligere end voksne, advarer Peter Dalum.

– Vi er nødt til at forholde os til, at der hvert år dør folk af solforårsaget kræft. Men vi kan få tallet ned ved at ændre vores adfærd, uden det begrænser vores liv.

Kilde til billedtekster: Sundhedsstyrelsen.

Powered by Labrador CMS