Før kamp med Ondt Blod: Bokser forlænger kontrakt
Den danske bokser i supermellemvægt, Patrick Nielsen, har netop skrevet under på en to-årig forlængelse af sit samarbejde med Team Sauerland.
Det fortæller Sauerland i en pressemeddelelse. Nielsen møder i december måned sin danske landsmand Rudy Markussen i et længe ventet brag. Går alt godt for Nielsen her, er forventningen, at han skal bokse om en VM-titel i 2016.
»Vi er glade for at fortsætte vores arbejde med Patrick Nielsen. Han er en fantastisk fyr og en usædvanlig talentfuld bokser. I løbet af de sidste seks år har vi set ham vokse fra en 18-årig begynder til et af ¿¿Europas største talenter, og jeg mener virkelig, at vi kun har set begyndelsen på Patricks sande potentiale. Han har en hård kamp mod Rudy Markussen den 12. december, som han skal overvinde, men hvis han gør, så forventer vi at se ham i en kamp om en VM-titel tidligt næste år,« siger promotor Nisse Sauerland.
Patrick Nielsen selv er mindre overraskende også tilfreds med at have skrevet under på en kontraktforlængelse.
»Jeg er rigtig glad for at forlænge min kontrakt med Team Sauerland. De er de største og bedste promotorer, så der er ikke noget bedre sted for mig at være. Jeg har været med dem, siden jeg var 18 år, og de har sørget for, at jeg har fået en karriere ud det, som jeg elsker. De har altid givet mig den bedste træning og de bedste faciliteter og har konsekvent givet mig store kampe. Min drøm har altid været at blive verdensmester, og jeg er sikker på, at med deres vejledning, så bliver drømmen en realitet,« lyder det fra Nielsen.
Kampen mellem Patrick Nielsen og Rudy Markussen bokses d. 12. december i Brøndby Hallen. Kampen kaldes “Ondt Blod”.