For første gang: Thorning vil tale ved Cavling-uddeling
Det er tradition, at landets statsminister deltager i uddelingen af journalisternes prestigefyldte Cavlingpris, men når prisen uddeles på fredag, vil det for første gang være med en officiel tale fra statsministeren. Det skriver Dansk Journalistforbund, der står bag arrangementet, i en pressemeddelelse.
Anledningen er terroranslaget mod det satiriske franske magasin Charlie Hebdo, der onsdag blev udsat for et angreb, der kostede 12 personer livet.
Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) har fordømt angrebet på det kraftigste og vil under fredagens uddeling holde en tale for den samlede journaliststand. Derudover vil der blive afholdt et minuts stilhed, oplyser Dansk Journalistforbunds formand, Mogens Blicher Bjerregård:
»Angrebet på Charlie Hebdo er et angreb på vores alle sammens ret til at ytre os. Derfor holder vi et minuts stilhed. For at mindes de døde og for at markere, at vi står sammen om et forsvar for pressefriheden. Jeg vil opfordre mediefolk landet rundt til at taget det minut sammen med os i stilhed,« siger han i en pressemeddelelse.
Uddelingen af Cavlingprisen er normalt en festdag for journalistikken, men i år hænger det franske terrorangreb som en skygge over begivenheden.
Statsministeren har som pressens minister deltaget siden Poul Nyrup Rasmussens tid, dog uden at være taler ved uddelingen. Cavlingprisen uddeles fredag eftermiddag i Nationalmuseets festsal.