For Focks skyld: Ung borgmester står frem
Alternativets borgmester på Fanø, Sofie Valbjørn, kalder stormen om partileder Josephine Fock for et angreb på medlemsdemokratiet. Partiets krise får hende til at overveje sit partimedlemskab.
Skulle personopgøret i toppen af Alternativet føre til, at Josephine Fock bliver tvunget fra sin post, så vil Alternativets borgmester på Fanø, Sofie Valbjørn, tage sit partimedlemskab op til overvejelse.
Det slår hun fast i et interview med Radio4.
– Hvis det her personfnidder på Christiansborg ender med, at vores nyvalgte politiske leder trækker sig, så har jeg meget svært ved at se mig selv fortsætte i partiet, siger Sofie Valbjørn.
– Josephine Fock fik et klart mandat fra Alternativets medlemmer for bare en måned siden, og hvis hun bliver tvunget til at gå, så vil det være et direkte angreb på vores medlemsdemokrati og den nye politiske kultur, vi hele tiden har stræbt efter at skabe, tilføjer hun.
Borgmesterposten på Fanø er sammen med kulturborgmesterposten i København de højeste folkevalgte poster, som Alternativet sidder på kommunalt.
Sofie Valbjørns kommentarer kommer efter flere ugers storm om Josephine Fock, der blev valgt som partistifter Uffe Elbæks efterfølger på posten som politisk leder ved et ekstraordinært landsmøde 1. februar.
Anklaget for dårlig opførsel
Knap havde Fock sat sig til rette i lederstolen, før hun blev mødt af en stribe anklager om grænseoverskridende opførsel fra sin tid som gruppeforperson i partiet mellem 2015 og 2017.
Blandt andet har 23 anonyme kilder over for Dagbladet Information fortalt om flere episoder, hvor Josephine Fock angiveligt har overfuset, intimideret og i enkelte tilfælde rusket partiansatte og frivillige.
Fock har i flere interviews erkendt, at hun i den periode ”ikke var den bedste udgave” af sig selv. Hun har dog pure nægtet at have rusket i nogen.
Timingen af de anonyme anklager er bemærkelsesværdig, mener Sofie Valbjørn, der åbent erklærer, at hun selv stemte på Josephine Fock ved det ekstraordinære landsmøde.
– Jeg ved, at mange medlemmer tager sig til hovedet over det fnidder, der foregår på Christiansborg. Jeg kan kun gisne om, hvorfor de her gamle historier kommer frem nu.
– Jeg noterer mig, at Josephine har redegjort for sin side af historien. Hun har som politisk leder ansvar for at række hånden ud, og det mener jeg, at hun har gjort. Men hvis dem, man rækker hånden ud til, ikke vil tage imod den, så er det altså svært, siger borgmesteren til Radio4.
– Kaotisk periode
Sofie Valbjørn tilføjer, at historierne om Focks opførsel ligger år tilbage, og at ”der har været rigeligt med muligheder” for at fremsætte disse anklager inden landsmødet 1. februar.
– Den periode, hvor disse ting angiveligt er foregået, var kaotisk. Vi var en ny organisation, og der opstod hurtigt en meget usund kultur i partiet. Det har Josephine også redegjort for. Det er ikke fair at sætte lighedstegn mellem det dengang og hendes person nu.
– Man kan ikke blive ved med at hive de her ting frem, bare fordi man ikke fik den person i spidsen, som man havde ønsket, fastslår Sofie Valbjørn.