For få lærere og sygeplejersker truer Danmarks fremtid

Folkeskolereformen har været med til at udhule læreruddannelsens brand, mener chef hos evalueringsinstitut.

Ifølge Dansk Sygeplejeråd vil der i 2025 mangle 6600 sygeplejersker, hvis der ikke kommer flere uddannelsespladser og bedre fastholdelse på uddannelsen. Foto: Morten Stricker/arkiv/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Landets kommuner mangler allerede nu kvalificerede lærere i folkeskolerne, og i nærmeste fremtid kommer der til at mangle sygeplejersker. Årets optag på lærer- og sygeplejerskeuddannelserne er lysår fra at udfylde behovet. Det skriver Politiken søndag.

Antallet af nye, optagne lærerstuderende er stagneret siden 2016. Og optaget til sygeplejerskeuddannelsen er steget lidt fra 2011, men har ikke ændret sig meget de seneste to år.

Manglen på de to professioner kan nemt blive et problem for velfærdssamfundet, mener Peter Koudahl, seniorforsker på forskningscentret Vive, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.

– Dybest set handler det om, hvad det er for et samfund, vi gerne vil have. Hvad er det for en fremtid, vi gerne vil skabe inden for den offentlige service? Hvis man vil have et samfund, hvor man har et velfungerende velfærdssystem, så må man også understøtte det, siger han.

Koudahl mener, at løsningen ligger i at gøre arbejdsvilkårene mere attraktive med bedre arbejdstider og højere løn.

Mange kommuner mangler gode lærere

Ifølge en rapport fra Kommunernes Landsforening (KL) fra i år, hvor 79 kommuner deltog, oplever 41 procent af kommunerne mangel på kvalificerede lærere.

Samtidig oplever 43 procent, at det er blevet sværere at rekruttere lærere inden for de sidste tre år.

Ifølge Dansk Sygeplejeråd vil der i 2025 mangle 6600 sygeplejersker, hvis der ikke kommer flere uddannelsespladser og bedre fastholdelse på uddannelsen.

Skolereformen og kritik af læreruddannelsens faglige indhold er to årsager til faldende ansøgertal ifølge Jakob Rathlev, chef for videregående uddannelser på Danmarks Evalueringsinstitut (EVA).

– For nogle har skolereformen været med til at udhule det brand, læreruddannelsen tidligere har haft, og der opstod diskussioner om, hvilket arbejdsliv uddannelsen fører til.

– Pludselig kom det til at lyde, som om det var et rent helvede at være skolelærer under den nye reform, siger han.

Formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, siger, at lærernes arbejdsvilkår skal forbedres.

Han ser gerne, at læreruddannelsen bliver en femårig kandidatuddannelse som i Finland.

– Det vil styrke læreruddannelsen og give lærerne bedre forudsætninger, siger han.

Politiken skriver, at uddannelses- og forskningsminster Tommy Ahlers (V) ikke har udtalt sig til artiklen, da han er på ferie.

Powered by Labrador CMS