Før du køber julegaver: Denne gave må du ikke give
Der er alternativer i samme genre, der er mere anbefalelsesværdige.
Er du på jagt efter den perfekte julegave til din kæreste eller dit barn, og overvejer du, om det er i år, at I skal have et kæledyr? Står det til Dyrenes Beskyttelse skal ingen katte, hunde eller andre dyr proppes i kasser eller indsvøbes i gavepapir før juleaften. Find på noget andet, lyder rådet.
– Dyr er levende væsner, der har helt specifikke behov, som skal opfyldes. Det er derfor meget uansvarligt at give et dyr i julegave, fordi der er risiko for, at en uforberedt ejer ikke er klar til at påtage sig det ansvar, der følger med et kæledyr, siger Jens Jokumsen, Familiedyrschef i Dyrenes Beskyttelse, i en pressemeddelelse.
Rådet fra Dyrenes Beskyttelse er at give et symbol på, at der kan være et kæledyr på vej ind i familien. Man kan give en hundespor eller en foderskål og dermed lufte tanken om, at man overvejer, om familien skal have et kæledyr, så har man også tid til at overveje, hvad det koster at have dyr.
“En hund skal eksempelvis aktiveres mindst to timer hver dag, en kat kan koste mellem 6.000 – 8.000 kroner om året, og en kanin kan leve i op til 12 år,” skriver Dyrenes Beskyttelse.