Før Danmarks VM-premiere: Første mål er overlevelse
Ishockeylandsholdet må klare sig uden NHL-stjernerne ved VM, hvor det primært drejer sig om at overleve.
Det danske ishockeylandshold er mødt op til VM i Tjekkiet i en svækket udgave uden NHL-profilerne og uden sædvanlige støttespillere som Mads Christensen og Stefan Lassen.
Derfor er fokus da også primært rettet mod overlevelse i det fineste selskab inden VM-premieren mod Slovakiet lørdag middag.
– På papiret kommer vi til at kæmpe for overlevelse. Vi må gå efter at overraske dem, der tvivler på os, siger holdets kaptajn, Morten Green.
I landstræner Jan Karlssons trup er der efter de mange afbud hele syv spillere fra den danske liga, hvor det internationale niveau er tvivlsomt.
Til sammenligning var der kun to hjemlige ligaspillere med sidste år og tre i 2013, men Karlsson erklærer sig alligevel fortrøstningsfuld, for hans mandskab har leveret pæne optaktsresultater og virker stabile.
Før kampen mod slovakkerne er der dog fortsat tvivl om holdets egentlige styrke. Det er selvfølgelig et tab, at NHL-stjernerne ikke er med, men måske kan det vendes til en fordel, at spillerne denne gang har haft tid til at finde hinanden i træningslejren.
– Nogle år har det været fem eller seks fra Nordamerika, der har været i spil. Denne gang har det højst været en eller to. Der har slet ikke været så meget uro, siger målmand Sebastian Dahm.
Selv står Rødovre-keeperen som en af de store vindere i optakten, og han kan se frem til at træde ud af rolle som “evig VM-turist”.
Den anden overraskelse er wingen Mathias Bau Hansen, der med prægtig fysik og 108 kilo muskler står som symbolet for det, VM især kommer til at handle om for danskerne, nemlig rå fight.
Frem for alt kan man regne med, at spillestilen og strategien sidder bedre fast i år to med Jan Karlsson i boksen.
– Vi spillede i mange år under Per Bäckman med et fast system. Jan er kommet med nye idéer, og det har taget tid at vænne sig til dem. Men det virker som om, folk bedre kan se fornuften i det hele nu, siger Morten Green.
Kampen mod Slovakiet begynder 12.15.
/ritzau/