For blot fjerde gang: Person tiltalt for blasfemi
En 42-årig mand fra Nordjylland bliver tiltalt efter blasfemi-paragraffen for at have brændt Koranen af i sin baghave.
Det er 46 år siden, det sidst er sket, men nu bliver blasfemiparagraffen i den danske straffelov støvet af og taget i brug i en retssag mod en 42-årig nordjyde. Anklagemyndigheden oplyser i en pressemeddelelse, at den har valgt at rejse tiltale mod manden, fordi han i december 2015 brændte et eksemplar af Koranen af i sin baghave og lagde en video med afbrændingen ud i en åben Facebook-gruppe ved navn “JA TIL FRIHED – NEJ TIL ISLAM”. Sammen med videoen skrev han teksten “tænk på jeres nabo, det stinker når den brænder”.
Det er statsadvokat Jan Reckendorff fra Statsadvokaten i Viborg, der efter politiets indstilling har valgt at rejse tiltale for overtrædelse af straffelovens § 140 om blasfemi.
– Det er anklagemyndighedens opfattelse, at omstændighederne i forbindelse med afbrænding af hellige bøger som Bibelen og Koranen indebærer, at det i visse tilfælde kan være en overtrædelse af blasfemiparagraffen, der handler om offentlig spot eller forhånelse i forhold til en religion, udtaler Jan Reckendorff i pressemeddelelsen.
– Det er vores opfattelse, at omstændighederne i denne sag indebærer, at der bør rejses tiltale, sådan at domstolene nu får lejlighed til at tage stilling til sagen, udtaler han videre.
Det er ifølge Anklagemyndigheden blot fjerde gang, at nogen bliver tiltalt efter blasfemiparagrafen. Seneste gang var i 1971, hvor to programchefer hos DR blev tiltalt, fordi sangeren Trille havde fået lov til at synge visen “Øjet” på skærmen. De blev frifundet.
Blasfemiparagraffen kan give op til fire måneders fængsel, men Anklagemyndigheden vil kun kræve bødestraf i sagen.
Det er endnu ikke lagt fast, hvornår retssagen begynder ved Retten i Aalborg.