Foo Fighters skal fylde Orange Scene til sommer
Det amerikanske rockband Foo Fighters gav sidste gang koncert i Danmark i 2011.
Det amerikanske rockband Foo Fighters med den tidligere Nirvana-trommeslager Dave Grohl i front indtager Orange Scene under sommerens Roskilde Festival.
Det oplyser festivalen i en pressemeddelelse.
Det eftertragtede amerikanske rockband med karismatiske Dave Grohl i front spiller deres eneste skandinaviske koncert på Roskilde Festivals Orange Scene til sommer. Billetsalget til næste års festival skydes i gang tirsdag 15. november.
Det er et band i den absolutte verdensklasse, der nu offentliggøres til Roskilde Festival 2017.
Foo Fighters opstod fra askerne efter Nirvana for over 20 år siden, og med otte albummer under vingerne og et pladesalg på over 25 millioner står de i dag blandt hardrockens største sværvægtere, der spiller udsolgte stadionshows, uanset hvor de dukker op i verden.
Med forsanger og guitarist Dave Grohl i front som én af rockens mest elskelige og karismatiske hovedpersoner er gruppens koncerter rendyrkede opvisninger i glødende rock’n’roll doseret med rigelige mængder slagkraftig og metallisk energi, og hvor de fræsende guitarer og den melodiske elegance leveres med masser af livsglæde og syng-med-øjeblikke.
Foo Fighters på Roskilde i 2005
Foo Fighters gæstede sidst Roskilde Festival tilbage i 2005, og i de mellemliggende år har de besøgt Danmark en enkelt gang i 2011. Så de er i høj grad sjældne gæster på vores breddegrader, og koncerten på næste års Roskilde Festival er tilmed bandets eneste skandinaviske koncert til sommer.
Roskilde Festivals programchef Anders Wahrén siger:
– Foo Fighters er utvivlsomt et af verdens største rockbands, og vi har længe forsøgt at få dem på plakaten igen. Så det er fantastisk, at det endelig klapper, så vi kan byde dem velkommen tilbage til Roskilde Festival. Og vi glæder os bestemt også over, at det endda bliver deres eneste skandinaviske show til sommer.
Foo Fighters kan om nogen samle et massivt publikum og skabe en følelse af fællesskab og livsglæde, så på den måde er de et helt perfekt navn til Orange Scene. Og det trækker bestemt også vores egne forventninger op, at deres koncerter gennem den seneste række år har vist, at de er vitale og tændte som aldrig før.”
Mens Foo Fighters sidst spillede på Roskilde Festival i 2005, har Dave Grohl desuden gæstet festivalen som trommeslager i Nirvana og Them Crooked Vultures i henholdsvis 1992 og 2010.
Gruppens seneste udgivelse er ep’en Saint Cecilia fra november 2015, mens albummet Sonic Highways udkom i efteråret 2014.