Følsomme data stjålet fra Borgerservice

Et arkivskab med personfølsomme oplysninger er blevet stjålet fra Borgerservice i Svendborg.

Et arkivskab med personfølsomme data er blevet stjålet fra Svendborg Kommune. Genrefoto: Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Kort før jul har ukendte gerningsmænd begået indbrud hos Borgerservice i Svendborg Kommune, skriver TV2 Fyn. Knap 900 borgere har nu fået besked om indbruddet, fordi tyvene stjal et arkivskab med mellem 300 og 400 dokumenter med personfølsomme oplysninger.

For eksempel vielses- og prøvelsesattester, hvor der selvsagt er oplysninger, som ikke er beregnet til at dele med ukendte. De 870 berørte modtog 30. december besked om tyveriet i E-boks. Tyveriet er sket enten den 22. eller den 23. december.

– Vi har villet sikre os, at vi ikke risikerede at skrive ud til de forkerte borgere, siger Birgit Bondesen, der er afdelingsleder for borgerservice i Svendborg Kommune, til TV2 Fyn.

Tyveriet af arkivskabet er blevet meldt til Fyns Politi af kommunen, men i forhold til de personfølsomme oplysninger, så er det op til hver enkelt berørt at foretage en anmeldelse om tyveri af personfølsomme oplysninger. Det gøres på Borger.dk.

– Datatabet er sket. Selvom vi finder et intakt skab på en parkeringsplads, er der sket brud på datasikkerheden, siger Birgit Bondesen.

Powered by Labrador CMS