Folkemøde: Borgmestre bød på E45-ræs
Borgmestrene i det østjyske vil meget gerne have udvidet E45 til tre spor. Derfor er de taget på Folkemødet for at illustrere problemet
Fredag klokken 10 indledte borgmester Claus Omann Jensen fra Randers dagen på Folkemødet med at åbne for en fortsættelse af torsdagens E-45-bilræs, der med mange tilskuere og succes illustrerede trængselsproblemerne på E45. Det skete på en bane, der med en fletning fra tre til to spor netop illustrerede trængslen på E45.
Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard vandt fredagens ræs med 36 omgange. E35-ræset var en stor succes både torsdag aften og fredag formiddag.
Torsdag aften kiggede mange også forbi teltet ved Allinge Røgeri, hvor de blandet med et godt grin fik information om, hvorfor et tredje spor er så vigtigt på E45. Mentalist Mikkel Gundersen gik rundt på pladsen og lavede små tricks og derigennem en fortælling, som betød, at folk fik en E45 tatovering og fik uddelt siddepuder med budskabet “sæt en ende på debatten, 3 spor på E45!” og ”Østjylland holder røven oppe på Danmark”.
– Det er meget vigtigt, at vi fastholder, at 3 spor på E45 er på den landsdækkende agenda. Vi 11 borgmestre er 100 procent enige om, at det har førsteprioritet. Skal vi sikre, at landets næststørste vækstregion med mange produktionsvirksomheder fortsat leverer en væsentlig del af landets fælles vækst, skal vi bruge 3 spor på den østjyske motorvej, E45. Fra Vejle til Randers, siger Claus Omann Jensen, borgmester i Randers.
Formanden for Business Region Aarhus, Jørgen Gaarde, borgmester i Skanderborg supplerer:
– Jeg håber, at alle østjyske med interesse i østjysk vækst til gavn for Danmark i fællesskab sikrer, at den østjyske motorvej ikke glider ud af regeringens og Folketingets bevidsthed efter valgkampen.