Folk vil alt for tæt på “Bonderøven”
Hvad kan man tillade sig at udsætte dem, kendt fra tv, for? En hel del, virker det til.
Theresa Maria Jessing er for de fleste nok bedst som “bare” Theresa, eller Bonderøvens kone.
Bonderøven hedder Frank Erichsen og han, Theresa, deres børn og familiens hjem Kastaniegården er alle kendt fra DR-programmet Bonderøven.
Gennem flere sæsoner har man på TV fulgt familiens liv på gården, hvor de forsøger at leve et mere enkelt liv, end de fleste danskere er vant til.
Den berømmelse har haft en pris, og det er ikke noget, der huer Theresa. Det fortæller hun i et interview med Alt.dk.
Hvad laver folk dog der?
Hun og Frank har lavet programmet i 10 år, og som tiden er gået er familiens børn kommet til, og i interviewet med Alt.dk gør Theresa det klart, at hverken hun, Kastaniegården eller børnene bør betragtes som turistattraktioner for folk, der vælger at rejse til Kastaniegården for at komme helt tæt på “Bonderøven” og hans familie.
– Det forstår folk ikke – at de godt må være en del af tv-delen, men ikke den fysiske virkelighed. Det er det mærkeligste: At fortælle voksne mennesker, at jeg ikke vil have, at de spankulerer rundt i min have, som var de på museumstur, og at de ikke skal tage billeder af mine børn, for mine børn kender ikke dem og skylder dem ikke at stille op med smil og svare på spørgsmål. Folk tænker ikke over, hvilket brud de egentlig udøver på vores grænser. Når jeg spørger, om de ikke ville synes, det var mærkeligt, at jeg gik rundt i deres have og kiggede ind gennem deres vinduer, kan de bedre se det, siger Theresa i interviewet.
Udover at være et brud på familiens grænser, er det i øvrigt også ulovligt at gå ind på et andet menneskes ejendom uden at have tilladelse til det.