-Folk tror ikke en skid på mig

Han var ikke god til at læse i skolen, så i stedet søgte han ind i det kreative og fandt musikken, fortæller X Factor-dommer Thomas Blachman selv nu

Thomas Blachman går ind til sin 14. sæson som dommer i sangkonkurrencen 'X Factor'. Han glæder sig allerede til liveshowene, som får premiere i det nye år. - Vi er kommet ud af alt det her coronapis, så vi kan få livepublikum på igen, så jeg tror, vi kan lave noget rigtigt godt formidlings-tv af musik, lyder det fra ham.
Thomas Blachman går ind til sin 14. sæson som dommer i sangkonkurrencen "X Factor". Han glæder sig allerede til liveshowene, som får premiere i det nye år. - Vi er kommet ud af alt det her coronapis, så vi kan få livepublikum på igen, så jeg tror, vi kan lave noget rigtigt godt formidlings-tv af musik, lyder det fra ham.
Offentliggjort Sidst opdateret

Til januar blænder TV 2 endnu en gang op for "X Factor".

Det er 15. gang, at underholdningsprogrammet ruller over dansk tv, og Thomas Blachman har med en enkelt undtagelse siddet bag dommerbordet i samtlige øvrige sæsoner.

- Jeg tænker ikke over, om jeg får tilbuddet efterhånden, eller om jeg ikke gør. Deri ligger måske også en del af glæden ved at være med i en ting, som stadigvæk har sin aktualitet, i og med at der stadig kommer en masse deltagere.

- Men det er ikke en "se mig"-generation. Det er en "hjælp mig"-generation. De vil gerne have vores blik og få noget rådgivning, mener Thomas Blachman.

- Så det er et seriøst program, og så længe det er det, så er jeg med, og det er det så længe, jeg er med. Så det er ligesom skruen uden ende.

Thomas Blachman, Martin Jensen og Kwamie Liv udgør trioen bag dommerbordet i 'X Factor' 2022. Thomas Blachman tager sin 14. sæson. Sidste års debutant, Martin Jensen, gør comeback, og så indtager Kwamie Liv dommertjansen for første gang. - Jeg tror, hun fungerer rigtigt godt. Hun er fin og stille. Men når musikken rammer hende, bliver hun lige så fandenivoldsk, som jeg gør, lyder det fra Thomas Blachman.
Thomas Blachman, Martin Jensen og Kwamie Liv udgør trioen bag dommerbordet i "X Factor" 2022. Thomas Blachman tager sin 14. sæson. Sidste års debutant, Martin Jensen, gør comeback, og så indtager Kwamie Liv dommertjansen for første gang. - Jeg tror, hun fungerer rigtigt godt. Hun er fin og stille. Men når musikken rammer hende, bliver hun lige så fandenivoldsk, som jeg gør, lyder det fra Thomas Blachman.

Det har dog ikke givet den rutinerede dommer et gunstigt forhandlingsgrundlag til lønnen, som blev nævnt af X Factor-værten Sofie Linde, da hun stod i spidsen for sidste års Zulu Comedy Galla.

- Det er ikke det, der interesserer mig allermest. Jeg tror også, at jeg har haft den samme løn i ti år mere eller mindre. Seriøst. Folk tror ikke en skid på mig. På den måde er jeg ikke et vulgært, krævende menneske, siger Thomas Blachman.

- Jeg tror også, der er grænser for, hvad man kan få. Vi lever i Danmark, altså.

Formet i udlandet

Det er dog i udlandet, at meget af hans musikalitet formede sig.

Den 58-årige multiinstrumentalist har en bachelorgrad i jazzkomposition fra Berklee College of Music i Boston.

Da han vendte hjem, var han med til at danne gruppen Page One. I 90'erne slog han sig sammen med rapperen Al Agami og popproduceren Remee og kombinerede jazz og pop.

I 2008 entrerede han bedste sendetid, da "X Factor" fik premiere på de danske tv-skærme, efter at DR havde købt konceptet, som TV 2 så siden har overtaget.

Hvert år stiller flere tusinder unge, voksne og ældre op til auditions, og tilstrømningen er stadigvæk stor.

- I alle aldre kan man have brug for at få frisk ilt i akvariet, og det kan vi bidrage med, konstaterer Thomas Blachman.

Kan selv vurdere

Om han selv har brug for frisk ilt i sit eget akvarium, må være op til andre at vurdere, lyder det fra ham.

- Det er meget personligt, hvordan jeg selv har det med det. Men hvis jeg mister kaldet, dømmekraften og evnen, så er det klart, at jeg skal ud, siger han.

- Men jeg har så fintfølende en selvindsigt og så mange antenner ude, at jeg aldrig vil tillade mig selv det. Så længe jeg har den kontrol, vil jeg aldrig kamme over, være ligeglad og uengageret. Alle de ting, som man kan frygte.

- Hvordan jeg så har det med gentagelsen og med sæsonbetonet arbejde er jo åbenbart noget, jeg må være rimelig godt tilfreds med, siden jeg gør det igen og igen. Men så længe jeg har vitalitet, kærlighed til musikken og evnen til at formidle, så kan jeg ikke se, at der er noget galt med det.

Føler ingen skam

Han understreger og tilføjer, at han ikke føler nogen skam over at være talentdommer på et program i bedste sendetid med sin musikalske baggrund.

- Uanset hvem jeg hænger ud med af elitære typer, føler jeg ikke, at jeg skal undskylde. Det er ligesom blevet en del af en skæbne, som jeg har det fint nok med.

Hele hans liv er forankret i musikkens verden.

- Det er en lang historie, men det var ligesom det sted for mig at gå hen, fordi jeg var ikke den store til at læse bøger. Der var mange døre, der var lidt lukkede i forhold til min ordblindhed og alt muligt andet, siger Thomas Blachman.

- Jeg blev presset ind i det kreative. Uden at vide havde jeg forberedt mig på det ti år i folkeskolen, fordi jeg fik en meget fabulerende hjerne, fordi bogstaverne var fabulerende, fortæller han videre.

- Musikken er et abstrakt rum, og det kan jeg så på en eller anden måde beskrive, fordi mit sprog også er relativt abstrakt, lyder det fra Thomas Blachman.

Har kalenderen fyldt

"X Factor" fylder meget af kalenderen fra efteråret og langt ind i foråret, og det øvrige år tilbringer han naturligvis også med musikken - især sin egen.

- Jeg er begyndt at opdage jazzen igen og spiller også lidt mere, så det er superfedt. Men dagligdagen er travl. Det er den, siger han.

- Når jeg får børn, så gør jeg det også kun, fordi jeg prioriterer at være der. Glæden ved det er vidunderlig og en kæmpe fornøjelse, understreger Thomas Blachman, som har to teenagebørn fra sit første ægteskab og en lille søn med sin forlovede, den svenske sangerinde og poet Julia Werup.

15. sæson af programmet får premiere på TV 2 i januar 2022.

Vinderne af X Factor gennem årene

2008: Martin Hedegaard.

2009: Linda Andrews.

2010: Thomas Ring Petersen.

2011: Sarah Skaalum Jørgensen.

2012: Ida Østergaard Madsen.

2013: Chresten Falck Damborg.

2014: Anthony Jasmin.

2015: Emilie Esther.

2016: Embrace.

2017: Morten Nørgaard.

2018: Place on Earth.

2019: Kristian Kjærlund.

2020: Alma Agger.

2021: Solveig Mølle Lindelof.

Kilde: TV2, DR, Ritzau.
Powered by Labrador CMS