Folk hader denne småkage: Kan du lide den?
De fleste ville hellere være fri
Der findes en helt særlig småkage, der ikke har særlig mange fans i Danmark, og det er ikke fordi, den ikke kan spises. Det er fordi, den hjælper annoncører med at forfølge dig på internettet.
Når du besøger en ny hjemmeside, bliver du spurgt, hvilke cookies hjemmesiden må indsamle om dig.
Navnet cookie får formentlig de færreste til at tænke på computere og data, men snarere småkager, men en internet cookie er altså en lille pakke af data, der der kan fortælle noget om dig som forbruger af en hjemmeside.
De data kan annoncører bruge til at målrette annoncer til dig, når du hopper fra hjemmeside til hjemmeside, og Ingeniørforeningen IDA skriver i en pressemeddelelse, at det er noget, mange danskere er trætte af.
Det bryder folk sig ikke om
Userneeds har lavet en befolkningsundersøgelse for IDA blandt 2000 danskere, og i den har 74 procent af de adspurgte svaret, at de ikke bryder sig om “videregivelse eller salg af oplysninger om deres adfærd til tredjepart,” mens 77 procent “synes at personaliserede tilbud fra alle mulige andre websites, de besøger, er en dårlig idé.”
Den holdning kan Ingeniørforeningens ekspert i it-sikkerhed, Jørn Guldberg, godt forstå. Han mener ikke, at det er en god idé at basere en forretningsmodel på at forfølge brugere og bruge deres data. Problemet er blandt andet, at cookies kan fortælle rigtig meget om, hvad vi foretager os på internettet.
– Hvis du eksempelvis søger efter en gave på nettet, er det svært at holde hemmeligt, hvis det er sket fra en tablet, som hele familien har adgang til, når der konstant popper reklamer op med tilbud fra den side, du har besøgt, siger han i pressemeddelelsen.
Det er blevet lettere
Når du i dag bliver mødt af en pop-up-besked om, at en ny hjemmeside, du besøger, indsamler cookies om dig, er det fordi, det er et krav til hjemmesider baseret i EU.
De skal informere deres gæster om, hvad formålet med sidens cookies er, og de skal være lette at fravælge.
Ingeniørforeningen skriver i pressemeddelelsen, at hver tredje dansker synes, at EU-kravene har gjort det lettere for dem at frvælge cookies.
– Der er dermed strammet op på kravet til samtykke, og det er blevet mere tydeligt for brugerne at få et overblik. det er dog kun de EU-baserede hjemmesider, og det kræver stadigvæk, at man som forbruger rent faktisk læser, hvad der står, og ikke bare accepterer i blinde, siger Jørn Guldberg i pressemeddelelsen.