Føj for et klamt hærværk: Børnehave smurt ind i lort
En klamt og uhyggeligt syn mødte medarbejderne på en institution i Kalundborg: Den var oversmurt med afføring.
Onsdag morgen ventede der de to morgenåbnere i institutionen Børnehuset Møllevang i Kalundborg en noget ulækker oplevelse.
Rundt omkring på huset havde ukendte hærværksmænd påført en masse afføring.
– Det var smurt ud på håndtag, på låse, inde i låsene og på ruderne i vuggestuen og i børnehaven, siger Sabine Ethelberg, leder af Børnehuset Møllevang, til Newsbreak.dk.
Det gjorde i sagens natur, at det på den nærmeste var umuligt at komme ind i institutionen. Dog fandt en af morgenåbnerne et lille stykke håndtag, der ikke var berørt. Med noget omkring fingrene fik hun så åbnet døren og slået alarmen fra.
– Jeg måtte bide lidt i det sure æble, som hun sagde til mig, siger Sabine Ethelberg.
Lederen blev så ringet op, mens hun var på vej på arbejde, for at blive orienteret om situationen.
Imens forsøgte hendes medarbejdere at skåne forældre og børn i at sætte fingre og hænder i den klamme masse.
– De satte skilte og strimler op for at gøre opmærksom på det, fortæller Sabine Ethelberg.
Skadesservice tilkaldt
Sabine Ethelberg fik herefter fat i kommunens rengøringskoordinator, der kunne fortælle, at institutionens folk ikke selv måtte gøre rent efter hærværket.
– Blod og afføring må vi ikke selv tørre op på grund af smittefare, siger Sabine Ethelberg.
Derfor rekvireredes skadesservice, der er specialister på området.
– De var her allerede ved 10-tiden, og efter, de havde gjort rent, fik de desinficeret rundt omkring, så der ikke længere er nogen smittefare, siger institutionslederen.
Tre gange på kort tid
Det er tredje gang, institutionen inden for kort tid har været udsat for hærværk.
Omkring påske fik Møllevang ødelagt borde, bænke og markiser til en værdi af 50.000 kroner.
– Selv om vi har en forsikring, skal vi jo stadig betale selvrisiko, og det er penge, vi kunne have brugt på børnene, siger Sabine Ethelberg.
Kort tid efter var den gal igen. Her blev de borde og bænke, der netop var repareret, kastet rundt ligesom der også var kastet med jord.
Og onsdag var det så afføring rundt omkring på institutionen.
– Jeg bliver så ærgerlig over, at den bliver ødelagt på den måde, og børnene skal møde ind til det, siger Sabine Ethelberg.
Hærværket er meldt til politiet, og institutionen har nu taget sine forholdsregler og forsøger på den måde at undgå, det sker igen.
– Vi har simpelthen hyret et vagtværn. Det er desværre nødvendigt. Vi vil gerne have sat punktum for det her, slutter Sabine Ethelberg.