Fogh om Rusland-aftale: Vi holder ord
Rusland og Nato beskylder gensidigt hinanden for at bryde samarbejdsaftale, og Anders Fogh vil bevare den.
Nato vil ikke sløjfe den grundlæggende samarbejdsaftale med Rusland fra 1997, selvom russerne ifølge den vestlige forsvarsalliance krænker aftalens principper fundamentalt med deres fremmarch i Ukraine.
Det slår alliancens generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, fast i forbindelse med Nato-topmødet i Wales, hvor stats- og regeringscheferne i de 28 medlemslande skal diskutere blandt andet forholdet til Rusland.
– Selvom russerne har brudt den, holder vi fast. Alt, hvad vi foretager os nu for at styrke forsvaret i øst, ligger inden for rammerne af det dokument, siger Fogh Rasmussen med henvisning til “Nato-Russia Founding Act.”
Beskyldningerne om aftalebrud går begge veje, da Rusland også beskylder Nato for at krænke en aftale om ikke at opbygge militær infrastruktur tæt på den russiske grænse.
Desuden er styret i Moskva vred over det, som de kalder brud på aftalen om ikke at udstationere tropper permanent i Østeuropa.
Begge dele afvises af Nato, som aktuelt har planer om markant øget tilstedeværelse af soldater efter et rotationsprincip i eksempelvis de baltiske lande.
Men der er ikke – lyder argumentet fra Nato – tale om “permanent udstationering af substantielle kamptropper,” som formuleringen lyder i aftalen fra 1997.
– Der står jo i dokumentet, at vi kan forstærke det kollektive forsvar. Det kan vi gøre snarere gennem forstærkninger end gennem udstationering permanent af substantielle kamptropper. Det er lige præcis det, vi gør, siger Anders Fogh Rasmussen.
Nato ønsker at genoprette et godt samarbejde med Rusland, fastholder generalsekretæren.
– Vi har det mål, at vi ønsker at udvikle et strategisk partnerskab med Rusland. Men vi siger også – med brug af andre ord – at der skal to til tango.
– Men siden de nu ikke betragter os som en partner, men som en modstander, så må vi tilpasse os det, siger Anders Fogh Rasmussen.
/ritzau/