Fogh lader sig inspirere af USA

Den nye virksomhed vil tilbyde råd om strategi til regeringer, globale organisationer og store koncerner, skriver Anders Fogh Rasmussen på sin Facebook-profil. Foto: BO CHRISTENSEN KLAVS/POLFOTO
Offentliggjort Sidst opdateret

Tidligt i 2014 tog Fogh en snak med sin rådgiver om fremtiden. Onsdag så Foghs nye konsulentvirksomhed lyset.

Det er amerikanske eksempler på springet fra politiker til konsulent, der har bekræftet Danmarks tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen i, at der er et marked for hans nye konsulentvirksomhed Rasmussen Global, hvis eksistens han offentliggjorde onsdag.

– Det er vist ikke set herhjemme før, at en politiker tager springet til selvstændig rådgivningsvirksomhed, men det er meget udbredt i USA, og jeg er blevet bekræftet i, at der er et marked for det, siger Anders Fogh Rasmussen i et interview med Euroman.

Rasmussen Global vil tilbyde råd om strategi til regeringer, globale organisationer og store koncerner, skriver Anders Fogh Rasmussen på sin Facebook-profil.

Samtidig planlægger Fogh Rasmussen at skrive en bog om nøgleudfordringer i det 21. århundrede.

– Mens jeg arbejder på min bog, vil jeg også holde foredrag og undervise i geopolitik og lederskab, skriver den nu tidligere generalsekretær i Nato.

– Jeg ser frem til fortsætte med at have fokus på temaer som international sikkerhed, transatlantiske forhold, EU og globalisering, skriver Anders Fogh Rasmussen.

Offentliggørelsen af konsulentvirksomheden med base i Danmark kommer dagen efter, at Fogh havde sidste arbejdsdag som Natos generalsekretær.

Fogh diskuterede fremtidsplaner i starten af året med sin rådgiver Michael Ulveman for at få hans vurdering af nogle løse fremtidstanker. Derfor har Rasmussen Global heller ikke stået og samlet støv på en hylde, mens virksomheden ventede på at se offentlighedens lys.

– Det har ligget og modnet i nogle måneder. Jeg har haft travlt som Nato-generalsekretær, så det er ikke noget, jeg har kunnet bruge lang tid på, og jeg har været meget opmærksom på, at det ikke skulle kollidere med mit Nato-job.

– Men jeg har længe haft et ønske om et sporskifte, og det er også grunden til, at jeg ikke har søgt nogen stillinger noget sted, siger Anders Fogh Rasmussen til Euroman.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS