Fodboldstorm: Nu får Joy en næse
Det er ikke godt nok, at der først i august skal drøftes, hvad superligaklubberne kan regne med i næste sæson.
Kulturminister Joy Mogensen (S) får en næse af blå blok og De Radikale for sagen om tilskueradgang til superligakampe, bekræfter De Radikales Jens Rohde.
Formelt får ministeren onsdag næsen, der er en politisk anmærkning. Men det står allerede klart efter et samråd om sagen tirsdag, at næsen gives.
Mogensen får også næsen for sin generelle håndtering for kulturlivet under coronakrisen, lyder det i kritikken fra flertallet.
Den har ikke været god nok. Ministeren har ikke åbnet øjnene for kulturlivets muligheder, lyder det fra Venstres kulturordfører, Britt Bager.
– Et flertal i udvalget bestående af V, DF, RV, K, NB og LA udtrykker alvorlig kritik og påtale af regeringens manglende forståelse for de professionelle fodboldklubbers vilkår og behovet for rettidig klarhed frem mod åbningen af den kommende sæsonstart 1. september, står der i et udkast til en beretning, der udløser næsen.
– Klubbernes økonomiske fundament skabes med salg af sæsonkort, billetter og sponsorater i juli og august, og klubberne kommer på en umulig salgsopgave, når først regeringen vil give klarhed om tilskuervilkår efter en forhandling i Folketinget den 20. august, står der videre i udkastet, som Ritzau har set.