Fodboldspiller ringede til far fra døds-fly
Emiliano Salas far fortæller til argentinske medier, at Sala ringede bekymret til ham, før hans fly forsvandt.
Hvad der skulle have været karrierens største skifte er endt ud i et mysterium, der lige giver væsentlig flere spørgsmål end svar. Men for en person har Premier League-spilleren Emiliano Salas forsvinden været særlig hård.
Argentinske Emiliano Sala, der var om bord på et fly, som forsvandt over Den Engelske Kanal mandag aften, ringede til sin far, Horacio Sala, fra luften og fortalte om, at han følte flyet oplevede problemer.
Det fortæller faren, Horacio Sala, til den argentinske avis Clarin. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Avisen har offentliggjort en talebesked, som Emiliano Sala angiveligt efterlod på farens telefonsvarer mandag aften.
Dyster talebesked
I den opsigtsvækkende talebesked er det tydeligt, at fodboldstjernen er dybt bekymret for sin situation.
– Vi er om bord på flyet, og det er som om, at det snart styrter ned.
– Hvis du ikke har hørt fra mig om halvanden time, så ved jeg ikke, om der bliver sendt nogen ud for at lede efter mig. Jeg ved ikke, om det overhovedet er muligt, siger Emiliano Sala.
– Far, jeg er virkelig bange, slutter beskeden kort efter.
Og tirsdag eftermiddag, der kom den besked, der bekræftede de bange anelser. De franske luftfartsmyndigheder bekræftede, at Emiliano Sala var på vej fra Nantes i Frankrig til Cardiff i Wales i et mindre fly. Men pludselig forsvandt flyet sporløst og var ingen steder at se på radaren cirka 20 kilometer fra kanaløen Guernsey.
For Emiliano Salas far, der fik han ikke selv overleveret nyheden af hverken klub eller familie, men derimod fra en ven.
– Jeg vidste ingenting, fordi jeg er langt væk hjemmefra. Jeg arbejder som lastbilchauffør. En ven, som så det i tv, fortalte mig det. Jeg er ved at opgive håbet, fortæller faren.
Massiv eftersøgning
Politiet på Guernsey nær Frankrigs kyst har haft helikoptere og redningsbåde ude for at søge efter flyet. Men på grund af dårligt vejr måtte jagten indstilles uden succes.
Samtidig oplyste politiet på øen, at chancen for at finde overlevende er “lille”.
– Vi har ikke fundet tegn efter dem, der var om bord.
– Hvis de landede på vandet, er overlevelseschancen på dette stadie lav, lød det.
I alt var der ifølge politiet to personer om bord på flyet, Emiliano Sala og flyets pilot. Også piloten savnes.
Indtil nu har fem fly og to redningsbåde gennemsøgt mere end 2600 kvadratkilometer for spor, efter at flyet forsvandt på vej fra Nantes i Frankrig til Cardiff i Wales.
Bekymret arbejdsgiver
Premier League-klubben fra Wales udtrykte tidligere tirsdag bekymring for Salas tilstand.
– Lige nu er vi meget bekymrede for Emiliano Salas sikkerhed, lød det fra Cardiff-formand Mehmet Dalman.
Emiliano Sala blev lørdag præsenteret som Cardiffs nye rekordindkøb. Han underskrev en tre et halvt år lang kontrakt med Cardiff. Ifølge BBC har angriberen kostet klubben i omegnen af 15 millioner britiske pund, der svarer til 127 millioner danske kroner.
– Det gør mig meget glad at være her, og jeg kan ikke vente med at starte min træning, møde mine nye holdkammerater og komme i gang med arbejdet, sagde Sala, da han lørdag blev præsenteret