Fodboldspiller dræbt
Han kæmpede for sit liv i flere dage efter at være blevet skudt i weekenden
Den 35-årige hollandske fodboldspiller Jergé Hoefdraad er død.
Han blev skudt søndag morgen til en fest i Amsterdam, og tirsdag gik han bort.
Dødsfaldet bliver blandt andet markeret hos to af klubberne, som Hoefdraad spillede for - Almere City og ASC De Volewijckers.
Historisk
Hos førstnævnte spillede hollænderen ad tre omgange, var i kamp 153 gange i alt og scorede 13 mål.
Ét af dem var åbningsmålet på klubbens nye stadion.
- På vegne af hele klubben ønsker vi alle pårørende masser af styrke. Jerry, hvil i fred, skriver Almere City.
Skulle hjælpe amatører
Hoefdraad spillede i hele sin karriere kun i Holland.
Han startede som ungdomsspiller i storklubben Ajax og har siden været i fem forskellige klubber.
Senest hos amatørholdet ASC De Volewijckers, hvor han endnu havde sin første kamp til gode.
- Efter mange sejre som professionel fodboldspiller tabte Jergé Hogddraad, der skulle styrke vores førstehold i den kommende sæson, sin sidste kamp, skriver de blandt andet.
En mistænkt er anholdt i sagen.