Fodboldspiller død efter kollaps på banen
En uge efter kollapset er Izquierdo død
Fodboldspilleren Juan Izquierdo fra Uruguay er død, knap en uge efter at han kollapsede på banen i en kamp for klubben Nacional.
Det oplyser klubben i et opslag på det sociale medie X.
Smerte og chok
- Det er med smerte og chok i vores hjerter, at Nacional må informere om vores elskede spiller Juan Izquierdos død. Vi udtrykker vores dybeste kondolencer over for hans familie, venner, kolleger og nære. Hele Nacional sørger over dette uerstattelige tab, skriver klubben.
Juan Izquierdo blev 27 år.
Modtog behandling
Forsvarsspilleren faldt om i 84. minut af en kamp i turneringen Copa Libertadores mod brasilianske Sao Paolo med uregelmæssig hjerterytme den 22. august.
Kampen blev spillet i Brasilien, og Izquierdo blev kørt til det nærliggende hospital i Sao Paolo, hvor han siden har modtaget behandling.
Sørger
Dødsfaldet har fået præsidenten for Sydamerikas Fodboldforbund, Alejandro Dominguez, til at udtrykke sin medfølelse.
- Sydamerikansk fodbold sørger, siger han ifølge nyhedsbureauet Reuters.