Fodboldlegende er ude af intensivafdeling
Fodboldlegenden kan selv gå rundt efter en periode på intensivafdelingen ovenpå nyresten-operation.
Den brasilianske fodboldlegende Pelé er i bedring efter sin nyresten-operation i sidste måned. Det oplyser det hospital i São Paulo, hvor han er indlagt.
– Patienten Edson Arantes do Nascimento (Pelé) har det godt uden medicinske komplikationer. Han er i stand til at gå rundt på sit værelse, lyder det i en pressemeddelelse fra Albert Einstein-klinikken.
74-årige Pelé er ikke længere i intensivafdelingen, men i det som hospitalet kalder “semi-intensivafdelingen”.
Pelé blev opereret for nyresten 13. november, efter han var blevet indlagt med mavesmerter. Han blev efterfølgende udskrevet, men han måtte igen lade sig indlægge.
Den tidligere målsluger, der af mange betegnes som verdens bedste fodboldspiller gennem tiderne, var med til at vinde VM med Brasilien tre gange: i 1958, 1962 og 1970.
/ritzau/AFP