Fodbolden fortsætter turen “hjem”

Harry Maguire og Dele Alli scorede målene, da England uden at stråle slog Sverige 2-0 i VM-kvartfinalen.

Harry Maguire bragte England foran 1-0 mod Sverige efter en halv time i kvartfinalen ved VM. Foto: David Gray/Reuters
Offentliggjort Sidst opdateret

Fodbolden kan være “på vej hjem”, som de engelske fodboldfans ynder at kalde det.

Lørdag tog England endnu et skridt mod den ultimative VM-succes, da Sverige blev sendt hjem fra Rusland i kvartfinalen.

England vandt 2-0 uden at spille sig ud, og uden at VM-topscorer Harry Kane fandt vej til nettet.

Til gengæld reddede England-keeper Jordan Pickford i den anden ende flot flere gange i løbet af anden halvleg.

England møder enten Rusland eller Kroatien i semifinalen 11. juli.

England stillede op med sine vante profiler, mens Sverige havde Sebastian Larsson med igen efter karantæne, og Emil Krafth afløste Mikael Lustig, der havde karantæne.

Sverige overlod initiativet til England, som efter et kvarter havde haft et enkelt forsøg fra Harry Kane.

Hovedstød og 1-0

Efter en halv time kom der gang i målscoringen.

Ashley Young tog et hjørnespark, og Harry Maguire blev ikke dækket op i det svenske forsvar. Derfor kunne Leicester-spilleren pande England foran 1-0 med sin første scoring i landsholdstrøjen.

Faktisk er Harry Maguire blot den anden englænder, der scorer sit første mål på landsholdet i enten kvartfinalen, semifinalen eller finalen ved et VM efter Alan Mullery i 1970.

Raheem Sterling fik en kæmpe mulighed, da han blev spillet helt fri foran mål få minutter før pausen.

Det lignede en klar offside, men der blev ikke fløjtet, og Sterling misbrugte da også chancen.

Et minut senere var Sterling på spil igen. Igen var han spillet fri foran Sverige-keeper Robin Olsen, men Sterling fumlede rundt igen, og det hele løb ud i sandet.

Marcus Berg forsøgte sig med et flot hovedstød et minut efter pausen, og det var foreløbigt svenskernes største mulighed, men keeper Jordan Pickford reddede.

Endnu et mål på hovedstød

Det blev 2-0 til England med en halv time igen, da Dele Alli headede bolden i mål på en aflevering fra Jesse Lingard, og det fik svenskerne til at vågne op for en stund.

Kort efter måtte Pickford igen redde flot, da Viktor Claesson afsluttede et godt svensk angreb.

Everton-keeperen var på spil igen med en god redning, da Berg afsluttede med 20 minutter igen.

Det lykkedes dog ikke for Sverige at få scoret, og svenskerne må dermed rejse hjem og glæde sig over at være endt blandt de otte bedste hold ved VM.

Powered by Labrador CMS