Fodbold-legende ramt af hjerneblødning
Den mangeårige Manchester United-manager er blevet ramt af en hjerneblødning, og han er blevet opereret.
Alex Ferguson, der var manager for fodboldklubben Manchester United fra 1986 til 2013, er lørdag blevet opereret for en hjerneblødning.
Det meddeler den engelske fodboldklub ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Ifølge klubben er operationen gået godt, men Alex Ferguson har brug for at blive overvåget tæt.
– Forløbet er gået rigtig godt, men han har brug for en periode med intensiv pleje for at optimere genoptræningen. Familien har bedt om, at deres privatliv bliver respekteret, oplyser klubben i en udtalelse.
Ifølge Reuters var Fergusons søn, Darren, der er manager i Doncaster Rovers, fraværende, da holdet spillede kamp lørdag.
Mest succesrige
Alex Ferguson, der også har titel af Sir, er den mest succesrige manager i Manchester Uniteds historie.
Den 76-årige skotte vandt et hav af titler i sin tid i klubben, hvor han to gange vandt Champions League og sikrede United hele 13 mesterskaber.
Før det var han blandt andre manager for den skotske klub Aberdeen.
Han stod også i spidsen for den skotske landshold ved VM i Mexico i 1986.