FOA-formand: Rokade kan forsinke reform

Forbundsformand Dennis Kristensen, FOA, er bekymret for, at regeringsrokaden forsinker vigtigt arbejde i beskæftigelsesministeriet. Foto: FOA/free
Offentliggjort Sidst opdateret

Udskiftningen på beskæftigelsesministerposten kan forsinke flere vigtige politiske tiltag, vurderer FOA-formand Dennis Kristensen.

Udmøntningen af beskæftigelsesreformen og forberedelsen af en national handlingsplan mod vold risikerer at blive forsinket på grund af ministerrokaden.

Sådan lyder det fra formanden for fagforbundet FOA, Dennis Kristensen, efter statsminister Helle Thorning-Schmidt for ottende gang i regeringens levetid har sat et nyt ministerhold.

Det betyder blandt andet, at Henrik Dam Kristensen overtager beskæftigelsesministerposten i stedet for Mette Frederiksen, der efter tre år på posten skal være ny justitsminister.

– Det er et tidspunkt, hvor rigtig meget er i søen i Beskæftigelsesministeriet set med FOA-øjne. Der er både hele implementeringen af beskæftigelsesreformen, arbejdet i dagpengekommissionen og hele voldsproblematikken i forhold til de offentligt ansatte, hvor vi var langt inde i drøftelserne med den hidtidige minister, siger Dennis Kristensen til Newspaq.

Selvom Henrik Dam Kristensen er en erfaren politiker, der tidligere har været landsbrugs- og fiskeri-, fødevare-, social- og transportminister, skal han stadig have tid til at sætte sig ind i sit nye ressortområde påpeger FOA-formanden.

– Hvis et ministerium skal være politisk styret, så kræver det jo, at ministeren har indsigt i, hvad der foregår og ikke blot skal udstyres med et talepapir. Og det er jo helt naturligt, at når man går fra én post til en anden, så skal man have en periode, hvor man skal læse op og sættes ind i de verserende sager, siger Dennis Kristensen.

Regeringsrokaden er blevet udløst af justitsminister Karen Hækkerups (S) udtræden af regeringen til fordel for posten som direktør for interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer.

Newspaq

Powered by Labrador CMS