FOA-formand: Finansminister leger dukkefører ved overenskomstforhandlinger
Finansministeren trækker i trådene fra kulissen til overenskomstforhandlingerne med de kommunalt ansatte, og det er derfor, de trækker ud.
Det mener Dennis Kristensen, der er formand for Forbundet af Offentligt Ansatte (FOA).
Forhandlingerne blev udsat i nat, efter de stort set havde gået i tomgang hele fredag, tilsyneladende på grund af uenighed om lærernes overenskomst.
»Vi ventede fra klokken 15.00 til klokken 23.30, og så lang tid kan man ikke bruge, når parterne i øvrigt har forhandlet forlods, hvis ikke det er fordi, nogen sidder i baggrunden og blokerer. Mit gæt er, at Finansministeriet og finansministeren sidder og leger dukkefører over for kommunerne og forhindrer dem i at sige ja,« siger Dennis Kristensen.
Ved overenskomstforhandlingerne bliver der både lavet samlede forhandlinger for alle de kommunalt ansatte og særskilte forhandlinger med de enkelte forbund med de ting, der er særskilte for dem. Det er her Dennis Kristensen mener, en forhandling med lærerne har spændt ben.
»Vi gik hjem i nat omkring klokken 23.30, fordi vi ikke kunne komme i gang med forhandlingerne. Vi nåede kun at sige goddag til hinanden, så skulle kommunerne have deres folk samlet for at tage stilling til, om de kunne godkende en forhandling, de har haft med lærerne, og den proces tog time efter time efter time,« siger han.
Forhandlingsfællesskabet for de kommunalt ansatte og Kommunernes Landsforening (KL) skal blive enige om overenskomster for over 573.000 lærere, sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter, pædagoger og politibetjente.
Finansminsteriet har ingen kommentarer hverken til forhandlingerne eller til Dennis Kristensens beskyldninger om, at de blander sig.
Ifølge Berlingske Nyhedsbureaus oplysninger genoptages overenskomstforhandlingerne lørdag eftermiddag klokken 17.00.