FOA: 20.000 arbejdsskadesager skal under lup

FOA har givet Arbejdsskadestyrelsen mulighed for at rette henvendelse til 20.000 medlemmer af fagforbundet, der har haft deres sager behandlet i styrelsen i de seneste fem år. Foto: Colourbox/free
Offentliggjort Sidst opdateret

FOA vil have tusindvis af sager frem i lyset efter Kammeradvokatens kritik af Arbejdsskadestyrelsen. Hele bunken skal vendes, siger formand.

Sjuskefejl i Arbejdsskadestyrelsen kan have snydt tusindvis af skadesramte lønmodtagere for erstatninger, som de lovmæssigt har krav på.

Det frygter FOA-formand Dennis Kristensen efter Kammeradvokatens alvorlige kritik af styrelsens afgørelser i sager om arbejdsskader og tab af erhvervsevne.

20.000 af medlemmernes sager bør ses efter på ny, vurderer formanden for Danmarks tredjestørste fagforbund, der organiserer faggrupper som sosu-medarbejdere, pædagogmedhjælpere og dagplejere.

– Vores medlemmer risikerer at få et dårligere eksistensgrundlag gennem resten af deres liv, hvis en afgørelse bliver truffet på et forkert eller mangelfuldt grundlag. Og for os som fagforening er det en kerneopgave at sikre, at lønmodtagerne får deres retskrav opfyldt, siger Dennis Kristensen til Nyhedsbureauet Newspaq.

Statens faste advokat undersøgte i en stikprøve i sommer 98 sager i Arbejdsskadestyrelsen. Her lød Kammeradvokatens vurdering, at lønmodtageren ville kunne få medhold i de 27 sager, hvis de blev prøvet ved en domstol. Og i 20 af sagerne var afgørelserne truffet på så mangelfuldt et grundlag, at sagen skal genoptages.

Arbejdsskadestyrelsen har på grundlag af Kammeradvokatens anbefalinger besluttet sig for at genoptage “visse sager”, hvor der er mistanke om, at der kan være begået fejl i sagsbehandlingen. Men det er ikke godt nok, mener FOA.

Fagforbundet har derfor søgt og fået grønt lys af Datatilsynet om at samkøre Arbejdsskadestyrelsens sagsregister med FOAs medlemskartotek.

I denne uge har fagforbundet i et brev opfordret styrelsen til at skrive til medlemmerne, at de kan henvende sig i deres lokale FOA-afdeling, hvis de vil have en sag genoptaget.

– Uanset om der er sket fejl i få eller mange af de her sager, kan vi ikke leve med, at der er lønmodtagere, der har et retskrav, som ikke bliver opfyldt, fordi det er en meget stor opgave for Arbejdsskadestyrelsen at gennemgå alle de her sager. Vi skal have vendt hele bunken, siger Dennis Kristensen til Newspaq.

Arbejdsskadestyrelsen bekræfter over for Newspaq, at opfordringen fra FOA er modtaget, men herudover er det ikke muligt at få en kommentar på nuværende tidspunkt.

Powered by Labrador CMS