FN: Sult truer i belejret by

Prisen på hvede i den belejrede irakiske by Falluja var i marts seks gange højere end i december, skriver FN.

Foto: Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Tusindvis af mennesker i den belejrede by Falluja i Irak mangler mad, og situationen er ekstremt bekymrende, melder FN’s Fødevareprogram (WFP).

60.000 mennesker skal være ramt af krisen, som ifølge FN sandsynligvis vil blive værre.

Byen har siden sidste år været under den ekstremistiske gruppe Islamisk Stats kontrol. Iraks hær har omringet byen sammen med shiamilitser støttet af Iran.

– Belejringen fortsætter på tredje måned i Falluja, og der blev i marts ikke noteret tegn på fremskridt. Fødevarepriserne er ekstremt høje, og butikslagrene er tomme, skriver FN-kontoret i en rapport.

Prisen på hvede var i sidste måned ifølge WFP seks gange højere, end den var i december.

Folk i Falluja mangler også sukker, ris, linser og olie.

Spiser græssuppe

– Nødhjælp er ikke nået frem til Falluja, siden regeringen erobrede den nærliggende by Ramadi i december 2015. Dermed blev forsyningsvejen afskåret af irakiske styrker og væbnede grupper, som forhindrer civile i at forlade byen, hedder det i rapporten.

Det bekræftes i statusrapporten, at folk på det seneste er blevet forhindret i at forlade Falluja.

I sidste uge udsendte Human Rights Watch en rapport fra byen. Af den fremgår det, at beboerne laver suppe på græs, og de forsøger at bage brød på mel fremstillet af daddelfrø.

Falluja ligger 70 kilometer vest for Iraks hovedstad, Bagdad.

/ritzau/Reuter

 

Powered by Labrador CMS