FN: Send ikke flygtninge tilbage til Eritrea

Eritreanske flygtninge i Frankrig har indrettet sig i teltlejre i Paris. Foto: Benoit Tessier/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Regimet i Eritrea begår forbrydelser mod menneskeheden, skriver FN i rapport.

FN anklager i en rapport regeringen i Eritrea for at begå alvorlige forbrydelser mod sin egen befolkning, som hver måned tvinger 5000 mennesker til at flygte.

FN har brugt et år på at undersøge brud på menneskerettighederne i det østafrikanske land, og i rapporten beskrives et mareridtsagtigt samfund.

I FN’s 500 sider lange rapport er der en detaljeret gennemgang af, hvordan Eritrea under lederen Isaias Afwerkis jernhånd de sidste 22 år har skabt et undertrykkende system, hvor folk rutinemæssigt anholdes uden grund, fængsles, torteres, dræbes eller forsvinder.

Et system med værnepligt uden ende tvinger mange til at arbejde under slavelignende forhold i hæren og på statslige arbejdspladser. Det kan nogen gange stå på i årtier for den enkelte.

– Kommissionen finder, at systematiske, vidt udbredte og omfattende menneskerettighedsforbrydelser har været og bliver begået i Eritrea af regeringen, hedder det.

Nogle af disse krænkelser “kan udgøre forbrydelser mod menneskeheden”, lyder det videre i rapporten, der er bestilt af FN’s Menneskerettighedsråd.

Forholdene i Eritrea har udløst en massiv udvandring. Næst efter Syrien kommer de fleste emigranter fra Eritrea, og de er også en af de største flygtningegrupper i Danmark.

FN-kommissionen, der har undersøgt forholdene i Eritrea, opfordrer det internationale samfund til at tage imod de eritreiske flygtninge og under ingen omstændigheder sende dem “tilbage til farerne”.

Rapporten kommer lidt over et halvt år efter, en rapport fra en fact-finding-mission i Udlændingestyrelsen i Danmark konkluderede, at asylansøgere fra Eritrea kan sendes tilbage uden risiko for at blive mishandlet og forfulgt i deres hjemland.

Efter kritik blev rapporten arkiveret. Men Dansk Folkepartis Martin Henriksen sagde for lidt over en uge siden til Politiken, at DF vil genbruge rapporten. Venstre ser positivt på dette ønske, skrev avisen.

/ritzau/AFP

Powered by Labrador CMS