FN kritiserer regeringens indgreb i lærerkonflikt

Newspaq
Offentliggjort Sidst opdateret

FN’s Arbejdsmarkedsorganisation, ILO, kritiserer nu den danske regerings kontroversielle indgreb i lærerkonflikten i 2013.

Der var ikke tale om frie og åbne forhandlinger, da 100.000 lærere og undervisere skulle have fornyet deres overenskomster. Og loven, der ophævede lockouten af lærerne, blev alene drøftet med arbejdsgiverne, ikke med lønmodtagerne, fastslår ILO, der beder om at blive holdt orienteret om forløbet af de offentlige overenskomstforhandlinger, skriver Politiken.

– Især statslige organer bør afholde sig fra at gribe ind og ændre indholdet af frit indgåede kollektive overenskomster og aftaler, hedder det i afgørelsen fra ILO, der tæller repræsentanter for arbejdsgivere, lønmodtagere og regeringer.

Det er Danmarks Lærerforening og FTF, der har klaget, skriver Politiken.

Ifølge lærerne aftalte regeringen på forhånd med de kommunale og statslige arbejdsgivere, hvad forhandlingerne i 2013 skulle ende med. Regeringen var nemlig på vej med en skolereform, der skulle finansieres ved en ændring af lærerens arbejdstidsregler. Da lærerne og kommunerne ikke kunne blive enige om nye arbejdstidsregler, blev lærerne lockoutet og sendt hjem uden løn. ILO mener, at hele forløbet strider mod de internationale konventioner, som Danmark selv har tilsluttet sig.

ILO kan ikke sanktionere Danmark, men det er pinligt for regeringen, mener arbejdsmarkedsforsker, professor Henning Jørgensen, Aalborg Universitet:

– ILO giver jo lærerne medhold langt hen ad vejen. Det bliver regeringen nødt til at forholde sig til. De nye overenskomstforhandlinger starter snart, her kan andre offentligt ansatte med fuld ret frygte, hvad der sker. Vi taler altså om en socialdemokratisk ledet regering, der faktisk har snydt lønmodtagerne, siger Henning Jørgensen til Politiken.

Ifølge beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen (S) greb regeringen ind, fordi eleverne ikke havde fået undervisning i over en måned:

– Jeg har noteret mig, at ILO mener, at vi burde have kontaktet lærerforeningen inden lovindgrebet. Den kritik tager jeg til efterretning, siger han til Politiken.

Powered by Labrador CMS