FN: Børn brændes, voldtages og dræbes i Sydsudans
Alene i maj blev mindst 129 børn dræbt i Sydsudan, hvor de i mange tilfælde udsættes for grusom mishandling.
De stridende parter i Sydsudan har udført forfærdelige forbrydelser mod børn, heriblandt drab, kastration af drenge og voldtægt af piger, siger FN’s børnefond, Unicef.
– Overlevende fortæller, at drenge kastreres og efterlades for at bløde ihjel. Piger helt ned til otte år er blevet voldtaget og dræbt, siger Unicef-chef Anthony Lake.
– Børn er blevet bundet sammen, inden de har fået halsen skåret over. Andre er blevet kastet ind i brændende bygninger, fortæller han.
Titusinder menes at have mistet livet i den 18 måneder lange konflikt, der raser i Sydsudan. Der findes ikke noget officielt dødstal.
Men Unicef oplyser, at mindst 129 børn blev dræbt alene i tre uger i maj i den nordlige delstat Unity, hvor nogle af de værste kampe har fundet sted.
Den blodige konflikt begyndte i december 2013, da præsident Salva Kiir beskyldte sin tidligere vicepræsident Riek Machar for at planlægge et kup.
Det udløste en bølge af vold, som har bredt sig over hele landet og splittet landet efter etniske skillelinjer.
Der har tidligere været meldinger om massakrer mod etniske grupper, voldtægt og brug af børnesoldater.
– Volden mod børn i Sydsudan har nået et nyt niveau af brutalitet, siger Anthony Lake.
Tusinder af børn er blevet bortført og tvunget til at kæmpe.
Unicef vurderer, at omkring 13.000 børn er blevet rekrutteret til væbnede grupper på den ene eller anden side af konflikten.
– Forestil jer de psykiske og fysiske virkninger for disse børn. Ikke kun den vold de bliver udsat for, men også den vold de tvinges til at påføre andre.
Forsøg på våbenhvile har ikke kunnet afslutte kampene, som har kostet titusinder af mennesker livet og drevet næsten to millioner på flugt.
/ritzau/AFP