FN: Bådflygtninge kommer fra krig og konflikt

Nyankomne afghanske flygtninge, der lige er ankommet med gummibåd fra Tyrkiet til den græske ø Lesbos. Foto: Søren Bidstrup/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Mens EU-lederne er uenige om fordelingen af menneskestrømme fra havet, slår FN fast: De fleste er flygtninge.

Langt de fleste af de mennesker, som risikerer livet på rejser over Middelhavet i primitive både, flygter fra krig, konflikt eller forfølgelse.

Siden 1. januar har 137.000 mennesker krydset Middelhavet, og blandt dem er en tredjedel fra det krigshærgede Syrien, skriver FN’s Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, i en rapport over årets første seks måneder.

Tallet er markant højere end for samme periode sidste år, da 75.000 rejste over Middelhavet.

Afghanistan og Eritrea er henholdsvis nummer to og tre på listen over, hvor de fleste migranter kommer fra.

Syrerne kan få asyl over det meste af verden, og flygtninge fra både Afghanistan og Eritrea får også beskyttelse mange steder.

I Europa er der heftig diskussion om fordelingen af asylansøgere.

På et EU-topmøde i slutningen af juni måtte de 28 stats- og regeringschefer opgive at løse en strid om fordelingen af de 40.000 migranter, som aktuelt befinder sig i Italien og Grækenland.

Man blev enige om en frivillig fordelingsordning over en toårig periode i stedet for et udspil fra EU-Kommissionen, der indeholdt en hårdt kritiseret obligatorisk fordeling.

Præcis hvordan de skal fordeles mellem EU’s medlemslande, og hvordan man gennem frivillighed kan nå op på de lovede tal, står endnu ikke klart. Det skal man nu forhandle på plads.

– Mens Europa diskuterer, hvordan man bedst håndterer den voksende krise på Middelhavet, må vi sige det lige ud: De fleste mennesker, som rejser over havet til Europa, er flygtninge, som søger beskyttelse fra krig og forfølgelse, siger FN’s flygtningehøjkommissær, António Guterres.

I april nåede antallet af omkomne på Middelhavet en rekord, da 1308 mennesker mistede livet. Måneden efter var tallet 68.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS