Flytning af statsarbejdspladser koster viden
Interne notater viser, at der forventes stor udskiftning blandt medarbejderne ved udflytning af arbejdspladser
Regeringen har præsenteret det som “danmarkshistoriens største udflytning af statslige arbejdspladser”.
Nu viser aktindsigter fra flere end ti ministerier, at planen om at udflytte 3900 statslige arbejdspladser fra hovedstaden ifølge embedsmænd og en minister vil medføre et betydeligt tab af viden og erfaring samt formentlig også længere sagsbehandlingstid, skriver Politiken tirsdag.
I et notat fra Social- og Indenrigsministeriet fremgår det, at udflytningerne inden for ministeriets område vil skade de berørte myndigheders arbejde.
Om Rådet for Socialt Udsatte, der skal flytte til Rønne, hedder det ifølge Politiken, at: “Det må forventes, at det vil medføre udskiftning af en stor del af medarbejderskaren, hvorved dele af den opbyggede viden på området går tabt”.
Om Børnerådet, der skal flytte til Billund, lyder vurderingen, at man skal opbygge et nyt sekretariat: “Der vil være behov for at flytte medarbejdere, men det kan overvejes at gøres gradvist, så mindst muligt af den opbyggede viden går tabt. Uanset hvad, må en udflytning dog forventes at føre til udskiftning af en stor del af medarbejderskaren”.
I et internt brev fra udenrigsminister Kristian Jensen (V) til formanden for Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), Laurids S. Lauridsen, erkender han ifølge Politiken, at det vil føre til “produktionstab”, når instituttet flyttes fra København til Aarhus.
En gennemgående vurdering fra de berørte myndigheder er, at flytteplanen vil medføre masseopsigelser, skriver Politiken. Tidligere på året viste en rundspørge fra Djøf, at kun tre procent af de udflytningsberørte medarbejdere vil blive i deres stilling.
I regeringen står man fast på, at skaden på den korte bane gøres god igen på den lange bane. Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen har været en af hovedarkitekterne bag planen. Han mener ikke, at sporene fra tidligere udflytninger skræmmer.
/ritzau/