Flyselskab afviser teknisk fejl: Styrt skyldes påvirkning
Flyselskab: »Ekstern påvirkning« forårsagede flystyrt
Flyselskabet afviser, at lørdagens styrt i Egypten skyldes en teknisk fejl.
Det fly fra det russiske selskab Kogalymavia, der lørdag styrtede ned, var ikke som først antaget ramt af en teknisk fejl, oplyser flyselskabet ifølge CNN.
Det er derimod en ekstern påvirkning, der har fået flyet til at styrte ned over Sinai-halvøen i Egypten på vej mod St. Petersborg i Rusland, mener flyselskabet.
Faldt fra hinanden i luften
Selskabet henviser til, at fly ikke bare splittes ad midt i luften med mindre, der er en påvirkning udefra.
»Vi udelukker tekniske problemer og afviser menneskelige fejl,« siger Alexander Smirnof fra Kogalymavia ifølge CNN.
Flyet af typen Airbus A-321 styrtede ned over Sinai-halvøen lørdag, efter at det var lettet fra den egyptiske ferieby Sharm El-Sheikh. Flyet var på vej mod St. Petersborg i Rusland.
Blandt de omkomne er 200 voksne, 17 børn og 7 besætningsmedlemmer.
BNB
BNB