Flygtningestrøm slår kraftigt igennem i ny befolkningsprognose

Flygtningestrøm sender folketallet i vejret i Danmark, således at vi når seks millioner indbyggere før ventet.

De mange migranter, indvandrere og flygtninge, der er kommet til Danmark det seneste år, ændrer betydeligt Danmark Statistiks befolkningsfremskrivning. Foto: Mikkel Berg Pedersen/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Tilstrømningen af flygtninge til Danmark er så markant, at den direkte kan aflæses i de befolkningsfremskrivninger, som Danmarks Statistik hvert år udarbejder.

I en ny prognose regner man med, at der i 2020 vil være 562.000 ikkevestlige indvandrere og efterkommere i Danmark, svarende til 9,6 pct. af befolkningen. Det er over 75.000 flere end forudset i den tilsvarende prognose fra i fjor, da man forventede, at denne gruppe ville udgøre 8,4 pct. i 2020. Det skriver Jyllands-Posten.

Ifølge specialkonsulent Annika Klintefelt fra Danmarks Statistik skyldes udviklingen den store indvandring af flygtninge og familiesammenførte sidste år og forventningen om, at flere end tidligere ventet vil få ja til asyl de kommende år.

– Nogle får også familiesammenføring i de kommende år, og de får børn og børnebørn. Derfor er det noget, der vil have betydning frem til 2050, siger Annika Klintefelt.

Stort pres

Hos både Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti mener man, at det er langt flere, end man kan kapere ude i kommunerne.

– Med den viden vi har om, hvor lang tid det tager at integrere folk særligt med en ikkevestlig baggrund, vil det både økonomisk og kulturelt lægge så stort et pres på det danske velfærdssamfund, at det ikke vil kunne holde til det, siger indfødsretsordfører Mattias Tesfaye (S) til Jyllands-Posten.

Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen, mener, at udviklingen truer den sproglige og kulturelle sammenhængskraft i Danmark, og han kræver yderligere stramninger fra regeringen.

– Når sådanne tal kommer frem, undrer det mig dybt, at hverken regeringen eller andre partier er parate til at gennemføre nye stramninger. Vi er i gang med en udskiftning af den danske befolkning med befolkningsgrupper fra Mellemøsten, ligesom vi allerede i dag ser det i forskellige ghettoområder, siger Martin Henriksen, der bl.a. har fremlagt et forslag i folketingssalen om at pålægge regeringen at begrænse den ikkevestlige indvandring.

Straksbehandling

Desuden foreslår partiet at straksbehandle asylansøgninger ved grænsen og sende folk tilbage til Tyskland med henvisning til, at det er et sikkert land.

Marcus Knuth, Venstres udlændingeordfører, ser aktuelt ikke noget behov for yderligere stramninger. Han peger på, at asyltallet er faldet de seneste måneder. Fortsætter det, kan det vise sig, at fremskrivningen ikke holder stik, og at væksten i ikkevestlige indvandrere og efterkommere er lavere end ventet i 2020, pointerer han.

– Vi ønsker på ingen måde at se den stigning, som prognosen viser. Det er netop derfor, at vi har gennemført de nok mest omfattende stramninger, der er set på udlændingeområdet. Jeg er glad for, at vi i øjeblikket har det laveste antal asylsøgere i fem år, men skulle det gå hen at stige igen, så har vi også sagt, at vi ikke afviser at komme med flere stramninger, siger han til Jyllands-Posten.

 

/ritzau/

Powered by Labrador CMS