Flygtningehjælp: Syrere er stadig forfulgte
Individuel forfølgelse af syriske flygtninge vil med al sandsynlighed fortsætte, mener Dansk Flygtningehjælp.
En stor del af de syrere, der i øjeblikket strømmer til Danmark, vil fortsat blive betragtet som individuelt forfulgte.
Det vurderer generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp Andreas Kamm.
– Sådan som situationen udvikler sig i Mellemøsten med meget markante konflikter omkring Islamisk Stat og forskellige grupperinger, så er der ikke meget belæg for, at situationen vil ændre sig væk fra, at mange er individuelt forfulgte, siger han til Ritzau.
Meldingen kommer, efter at Justitsministeriet har fået kritik for at sende forkerte oplysninger ud om syriske asylansøgere.
I forbindelse med regeringens asylstramninger sendte ministeriet i september en pressemeddelelse ud, hvor der stod, at “størstedelen” af de syriske flygtninge ikke er individuelt forfulgte.
Denne formulering er dog ændret til “væsentlig”, da asyltal fra sidste år viser, at det faktisk er et mindretal, der ikke er forfulgt.
Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) siger til Politiken, at uden asyltallene for 2014 er det svært at forudse andelen af syrere, der er individuelt forfulgte.
Kigger man på de nyeste asyltal, ser tendensen dog ud til at fortsætte.
Indtil august i år har 3426 asylansøgere fået opholdstilladelse – heraf er 2100 betegnet som individuelt forfulgte. Det viser tal fra Udlændingestyrelsen og Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.
Generalsekretær Andreas Kamm mener, at tallene godt kan være en indikator for, at tendensen vil fortsætte.
– Det går skidt i Irak, det går skidt i Syrien, og det påvirker det kurdiske område. Derfor kan jeg ikke tro, at forholdstallet ændrer sig i en positiv retning, siger han.
Flygtninge, der er individuelt forfulgte blandt andet på grund af nationalitet og religion, vil ikke blive ramt af regeringens asylstramninger, der forhindrer syriske flygtninge med opholdstilladelse i familiesammenføring det første år.
/ritzau/