Flygter fra krigen og vinder VM-guld
Yaroslava Mahuchikh flygtede 2000 kilometer for at kunne komme til VM i Beograd, hvor hun vandt guld
Den ukrainske højdespringer Yaroslava Mahuchikh har haft en omtumlet måned.
For lidt over tre uger siden måtte hun flygte fra sit hjem i Dnipro efter Ruslands invasion af Ukraine, og lørdag kan hun så kalde sig for verdensmester i højdespring.
Ved indendørs-VM i atletik i Beograd var hun således den eneste, der klarede sig over højden 2,02 meter. Det gjorde den 20-årige ukrainer i sit første forsøg på højden. Derefter kunne hun tillade sig at misse alle tre forsøg på 2,04 meter uden at sætte sin sejr over styr.
Tvunget til at flygte
En sådan lykkelig udgang på verdensmesterskabet skænkede hun næppe mange tanker, da hun pludselig måtte reagere på Ruslands invasion af Ukraine.
Hun blev tvunget til at flygte fra sit hjem og måtte undervejs gemme sig i en kælder, før hun via "hundredvis af telefonopkald, mange omveje, eksplosioner, skudsalver og sirener" tilbagelagde de 2000 kilometer til Beograd, skriver AFP.
Store bedrifter
Hun har tidligere præsteret andre store resultater. Hun blev nummer to ved VM i 2019, og hun blev nummer tre ved sidste års OL i Tokyo.
I lørdagens konkurrence i Beograd var ukraineren fri for at kæmpe mod den dominerende kvindelige højdespringer i de seneste år, Mariya Lasitskene.
Russeren, der er olympisk mester og verdensmester, er udelukket fra alle internationale konkurrencer som følge af krigen i Ukraine.