Fly plages af mystisk sokkelugt

En dårlig lugt bredte sig i både cockpit og kabine hos et Lufthansa-fly på to flyvninger i træk. Årsagen til lugten skal nu undersøges nærmere. Foto: Colourbox
Offentliggjort Sidst opdateret

Et Lufthansa-fly er flere gange blevet ramt af en uforklarlig lugt af sure sokker

Besætningen på et Lufthansa-fly måtte alle til lægetjek efter flyet den 29. juli landede i Frankfurt. Flyet var nemlig for anden gang på to dage blevet fyldt af en ubehagelig lugt af sure sokker, da det lagde an til landing, skriver Aviation Herald. Lægetjekket viste dog ingen tegn på skader.

Der var tale om et Airbus A321-200, som dagen før havde haft en tilsvarende hændelse, da det landede i Barcelona. Her havde besætningen iført sig iltmasker, da lugten bredte sig i flyet. Flyets returrejse til Frankfurt blev udskudt en dag for at få det undersøgt, men tjekket havde altså ikke hjulpet på lugten.

Begge landinger blev foretaget uden problemer, men årsagen til ildelugten er endnu ukendt, og den tyske pilotorganisation vil nu have hændelserne ordentligt undersøgt.

Powered by Labrador CMS