Fly forulykker under landing: Slår kolbøtte

Et fire-personers fly er søndag eftermiddag forulykket på flyvepladsen ved Vamdrup.

Offentliggjort Sidst opdateret

Et mindre fly er forulykket i Koldingegnens Lufthavn ved Vamdrup. Et fire-personers Cessna-fly kørte galt kort efter landing på flyvepladsen, men ingen personer kom til skade ved uheldet. Det oplyser vagtchef ved Sydsøtjyllands Politi Stig Simonsen til Newsbreak.dk. Der var kun en person ombord på flyet.

– Det er en pilotaspirant, der styer flyet under indflyvning og landing. Efter landingen kører flyet af landingsbanen, og så synker næsehjulet ned, og det resulterer i, at flyet tipper rundt og lander på hovedet, fortæller Stig Simonsen.

Pilotaspiranten er en 59-årig mand, og han havde fuldt gyldig tilladelse til at måtte flyve flyet alene, oplyser Stig Simonsen. I modsætning til piloten fik flyet skader ved hændelsen.

– Det har det da ikke så godt, lyder det fra Stig Simonsen

Havarikommissionen er blevet informeret om uheldet og skal nu stå for at undersøge omstændighederne. Politiet kan ikke oplyse noget om, hvorfor flyet kørte af landingsbanen.

Powered by Labrador CMS