Fly forulykker og bryder i brand: Der lød et højt brag
Fire personer reddet ud af brændende fly på ø ud for Horsens Fjord.
Et mindre fly brød i brand på øen Endelave ud for Horsens Fjord søndag eftermiddag. Det skete under landingen, hvor flyet forulykkede, oplyser Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Der var fire personer ombord i flyet, og de blev efter ulykken reddet ud. Politiet skriver, at de er ved at blive fløjet til sygehus for behandling. De tilskadekomnes tilstand er ukendt.
Repræsentanter fra både politi og redningsberedskab er på vej til øen for iværksætte en undersøgelse af og klarlægge årsagen til ulykken. Ulykken skal være sket på Endelave Flyveplads. Myndighederne fik alarmen klokken 16.22, oplyser politiet.
Et øjenvidne fortæller til Ekstra Bladet, at han hørte et højt brag, mens han sad på øens kro.
Politiet har en bøn til alle, der måtte befinde sig på øen:
“Hvis du befinder dig på Endelave og er kommet dertil med fly, bedes du underrette dine nærmeste pårørende om, at du befinder sig på øen og har det godt.“