Fly brager sammen i luften: Alle de dræbte er fundet

Nu har myndighederne fundet alle savnede efter en tragisk fly-ulykke. Seks er dræbt.

De to fly stødte sammen i luften. Foto: Ryan Sinkey/U.S. Coast Guard/Scanpix
De to fly stødte sammen i luften. Foto: Ryan Sinkey/U.S. Coast Guard/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Myndighederne har nu officielt afsluttet selve eftersøgningen af personer, der var involveret i det højdramatiske fly-sammenstød, der skete mandag eftermiddag lokal tid. Eftersøgningen varede 27 timer non-stop, og i alt blev 93 sømil dækket, skriver Reuters.

Status er nu, at seks personer er dræbt, og 10 yderligere er kommet til skade. De to fly ramte hinanden i luften omkring Alaska. Alle de involverede – fraset piloterne – var gæster fra et Princess Cruises-krydstogtskib, der var nået til den nordligt liggende stat.

I byen Ketchikan steg de ombord i de to forskellige vandfly, der af endnu uafklaret grund stødte sammen og styrtede ned. Efter fundet af de to sidste savnede er den officielle efterforskning af selve ulykken nu skudt i gang, oplyser det lokale politi.

14 efterforskere sætter onsdag lokal tid gang i blandt andet at trække de to flyvrag op af vandet. Allerede tirsdag begyndte undersøgelserne, men det forventes ikke, at der findes et resultat før tidligst kommende uge.

10 personer overlevede både sammenstød og styrt, men blev skadet. Af de seks dræbte er blandt andet en af piloterne.

Det ene vandfly, der var af typen “Otter”, havde i alt 11 passagerer ombord. Netop det fly var på vej tilbage fra en tur til Misty Fjords, mens et andet vandfly af typen “Beaver” var på en spontan flyvetur i området.

– Vi er utroligt ulykkelige over denne situation, og vores tanker og bønner går til de, der var om bord på flyene og deres familier, skrev krydstogtselskabet Princess Cruises i en udtalelse udsendt tirsdag morgen dansk tid.

Powered by Labrador CMS