Fluer kan sprede frygtet sygdom til Danmark

Fluer, der har suget blod fra syge vildsvin, kan bringe svinepest videre til danske grise, viser ny forskning.

Én flue kan i værste fald koste dansk landbrug mange, mange penge.
Offentliggjort Sidst opdateret

Fluer kan overføre den frygtede sygdom afrikansk svinepest til danske svin.

Det viser ny forskning fra DTU Veterinærinstituttet.

Hvis en stikflue, som der er masser af i danske svinebesætninger, suger blod fra et inficeret vildsvin, kan den bringe smitten med sig ind i svinestaldene.

– Det, vi har vist, er at blodsugende insekter som eksempelvis stikfluen er i stand til at smitte en ny vært. Ikke ved at bide værten, men bare ved at blive spist, siger seniorforsker Rene Bødker.

– Så hvis fluen, der har suget blod fra et inficeret vildsvin, kommer ind i en svinestald og dér bliver spist af en gris, så kan grisen få afrikansk svinepest. Det er ny viden, siger han.

Hegn til 30 millioner kroner

Det nye forskningsresultat kommer samtidig med, at opførelsen af et vildsvinehegn ved den dansk-tyske grænse går i gang.

Det cirka 70 kilometer lange hegn til en pris på 30 millioner kroner skal stå klart til efteråret.

Hegnet skal holde vildsvin ude af landet, da netop vildsvin anses for at kunne bære afrikansk svinepest videre til danske tamsvin.

Den frygtede sygdom er konstateret i en række lande i Østeuropa og senest også i Belgien.

Alt kan ske

Hvis danske svin bliver inficeret, kan det koste dansk landbrug et tocifret milliardbeløb.

Seniorforsker Rene Bødker tvivler dog på, at det bliver en flue, som bringer smitten fra et inficeret vildsvin i Tyskland over grænsen til Danmark.

– Selvfølgelig kan en flue bide et tysk vildsvin og teoretisk set flyve forbi det kommende vildsvinehegn og ind i en dansk besætning.

– Men der, hvor vi primært ser problemet er, hvis man har vildsvin lige uden for besætningen, siger Rene Bødker.

Vil man eliminere risikoen for, at smitten spreder sig via fluer, vil det kræve, at svinestaldene sikres mod fluer.

– Det vil koste millioner at fluesikre danske svinebesætninger, og der mener jeg ikke, vi er nu.

Hvorfor frygtes afrikansk svinepest i Danmark?

Mens opførelsen af et vildsvinehegn ved den dansk-tyske grænse går i gang, har ny forskning fra DTU Veterinærinstituttet vist, at fluer kan overføre den frygtede sygdom afrikansk svinepest til danske svin.

Hegnet skal holde vildsvin, der potentielt kan smitte de danske svin med afrikansk svinepest, ude af landet. Men hegnet holder ikke fluerne tilbage.

De nye forskningsresultater viser, at hvis en stikflue, som der er masser af i danske svinebesætninger, suger blod fra et inficeret vildsvin, kan den bringe smitten med sig ind i svinestaldene.

Læs mere om sygdommen her:

* Afrikansk svinepest er en smitsom virussygdom, der rammer alle svineracer.

* Den overføres både ved direkte kontakt mellem dyr, via foder og vand samt af insekter, for eksempel fluer og flåter.

* Der findes ingen vaccine, og sygdommen medfører høj dødelighed blandt svin.

* Til gengæld gør svinepesten ingen skade på mennesker eller andre dyr end vild- og tamsvin.

* I Europa har svinepesten de seneste år bredt sig i øst. Sygdommen findes blandt andet i Estland, Letland, Litauen, Polen og Tjekkiet. For nylig er den også konstateret i Ungarn.

* Danmark har til gengæld aldrig været ramt af afrikansk svinepest, og nabolandene Tyskland og Sverige er ligeledes fri for sygdommen trods store bestande af vildsvin.

* Hvis der udbryder afrikanske svinepest i Danmark, vil meget eksport af svinekød stoppe og dermed koste eksportindtægter og arbejdspladser.

Kilder: Fødevarestyrelsen og Miljø- og Fødevareministeriet.

– Men for nogle af de store besætninger i udlandet, for eksempel de baltiske lande, Polen og nu også Rumænien, hvor der er vildsvin rundt om besætningerne, der skal man nok til at overveje, om man ikke skal lave den her investering. Også selv om vi endnu ikke ved, om smitte via fluer reelt udgør et problem, siger Rene Bødker.

For at mindske risikoen for afrikansk svinepest satte Fødevarestyrelsen og Naturstyrelsen nye skilte op på en række danske rastepladser, der på syv sprog fortæller, at man skal huske at bruge skraldespanden på rastepladsen og ikke smide affaldet fra sig, når man kører på motorvejen.

Souschef i Fødevarestyrelsen Stig Mellergaard har tidligere forklaret, at risikoen er klart størst, når det drejer sig om mad direkte fra områder i for eksempel Polen eller Rusland, der allerede er ramt af svinepest. Han vurderer, at smittet madaffald, der havner i maven på et vildsvin, udgør den største trussel for, at sygdommen spreder sig til Danmark.

– Der er mange eksempler på, at smitten kan sprede sig over lange afstande via madaffald. Derfor er det vigtigt, at madrester ikke ligger og flyder i naturen, sagde Stig Mellergaard.

Powered by Labrador CMS