Floppede i Touren – Nu vil Nibali jagte Vuelta-sejr

På sin Twitter skriver Nibali, at han kommer til start i Vuelta a España i slutningen af august. Foto: LIONEL BONAVENTURE/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Vincenzo Nibali viste opadgående formkurve under Touren, og den skal nu udnyttes i Vuelta a España.

Han kom til Tour de France som forsvarende mester, men efter et par store tidstab tidligt i løbet stod det hurtigt klart, at Vincenzo Nibali (Astana) ikke ville gentage triumfen fra 2014.

Nibali sluttede med en etapesejr og en samlet fjerdeplads efter en god afslutning på løbet, og den gode form agter italieneren nu at tage med til Spanien i slutningen af august.

På sin Twitter skriver Nibali, at han kommer til start i Vuelta a España i slutningen af august, og det bliver sammen med et par af Astanas andre store stjerner, Fabio Aru og Mikel Landa.

De to blev henholdsvis nummer to og tre i årets Giro d’Italia, der blev vundet af Alberto Contador (Tinkoff-Saxo), og dermed er det en stærk trio, Astana møder op med til Vueltaen i jagten på succes.

Astana-holdet kan muligvis se frem til skarp konkurrence, for hele podiet fra det nyligt afsluttede Tour de France overvejer også at møde op i Spanien.

Både Chris Froome (Sky) og Movistar-rytterne Nairo Quintana og Alejandro Valverde har offentligt fortalt, at de overvejer at stille op i årets Vuelta.

Sådan skriver Nibali på Twitter:

/ritzau/

Powered by Labrador CMS